Nordjyske virksomheder hædret for social indsats

To nordjyske virksomheder var blandt prismodtagerne, da CSR Fonden torsdag aften uddelte sine årlige priser.

To nordjyske produktionsvirksomheder kunne lade sig hylde ved torsdagens CSR Awards, hvor CSR Fonden uddelte sine årlige priser.

Stålvirksomheden Scaniro i Fjerritslev vandt CSR People Prize for virksomheder med under 100 ansatte. Virksomheden fik prisen for sin indsats for at få udsatte ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

- Her på Scaniro arbejder vi ikke med CSR for anerkendelsens skyld, men fordi vi synes, at det er det rigtige at gøre. Både for den enkelte ansatte, men også for det lokalsamfund, som vi sætter så stor en pris på at være en del af, siger Michael Ranch Kornum, direktør for Scaniro.

DS Elcobyg fra Hobro vandt CSR Partnership Prize, som gives til to parter, der har arbejdet sammen om at løse en samfundsnyttig opgave. DS Elcobyg har arbejdet sammen med organisationen Game Denmark.

Sammen har de to parter udnyttet deres kompetencer til at skabe skulpturer og betonmøbler i udsatte boligområder. Betonmøblerne er lavet af restbeton fra DS Elcobygs produktion.

DS Elcobyg har altså formået at omsætte et restprodukt til at gavnligt formål, som ifølge Game Denmark kan skabe glæde i de udsatte områder.


Seneste nyt

fra Nordjylland