En billig hængekøje, en sovepose og en presenning.
Og så er du klar til at overnatte i den nordjyske natur.
Det fortæller Robert Bedsted, der er vært på TV2 Nords serie 'Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro' i en 'sådan gør du det'-video.
Sammen med chefinstruktør Jon 'Vildmarks-Jon' Lindberg, viser Robert, hvordan man som seer til programmerne selv kan komme i gang med outdoor-livet.
Og denne gang handler det om hængekøjer.
"En bananformet seng..."
Det er ikke alle deltagerne, der synes, det er en sjov oplevelse at sove i hængekøje i afsnit 3 af 'Udfordringen'.
Især 53-årige Ole Christensen fra Sæby er på forhånd noget bekymret for sin nattesøvn.
- Det dur bare ikke til mig. Jeg forstår ikke, man sælger bananformede senge til folk, der er relativt lige. Det giver ingen mening for mig, siger Ole Christensen.
Men op kommer både hængekøjerne og deltagerne. Og i to lag endda.
Se her, hvordan Robert Bedsted sætter sin egen hængekøje op.
Hængekøjen giver unikke oplevelser
Januar er næppe den måned, hvor de fleste overvejer at smide hængekøjen op i træerne. Det kræver da også, at 'man gearer op' for at kunne holde varmen, fortæller Robert Bedsted.
Men når man er kommet i gang med at sove i hængekøje, venter der nogle fantastiske oplvelser.
- Hvis man sover ved en søbred eller en å, så kan man faktisk komme helt ned til vandet og sove. Nærmest ud over vandet, siger Jon Lindberg.