P4MA BOLD 2015 - Skal I med?

DGI Nordjylland, TV2/Nord og P4 Nordjylland inviterer til socialt samvær og indefodbold for virksomheder, skoleklasser og gadehold.

Traditionen tro indbyder P4 Nordjylland sammen med DGI og TV2/Nord igen til indefodbold-stævne i Gistruphallerne.

Arrangementet giver mulighed for, at du kan få en hyggelig dag i selskab med familie, venner og kolleger. Og samtidig måske vinde over nabobyen eller et af de konkurrende virksomheders hold.

Tid og sted

Turneringen spilles lørdag den 24. januar 2015 fra klokken 9.00 til 17.00.

Det foregår i hallerne hos Gistrup Idrætscenter udenfor Aalborg. Der vil dagen igennem være mulighed for at købe mad og drikke i cafeteriet.

Du kan tilmelde jeres hold her: Tilmelding til P4MA Bold 2015

Præmier

Æren og en pokal til din virksomheds trofæhylde er på spil. Men vi spiller for sjov og for motionens skyld, og derfor er der spurtpræmier og andet gøjl udenfor banerne til dig, der måske ikke kan vinde på banen.

Betingelser

Det er gratis at deltage i turneringen, og der er også gratis adgang for tilskuere.

Hvert hold skal bestå af 4-7 spillere. Hver spiller må kun stille op for ét hold.

Mindst en af spillerne skal være af modsat køn. Altså en kvinde på herrehold og en mand på kvindehold.

Dispensation kan gives til hold, der IKKE repræsenterer en virksomhed. Eksempelvis et hold af hjemmegående husmødre eller et hold, der er sammensat af to små virksomheder.

Dispensationen søges via nordbold@dr.dk.

Først til mølle

Hver virksomhed er sikret plads til et hold i turneringen efter først til mølle-princippet. Men du kan tilmelde flere hold til en venteliste, der vil blive lukket ind i turneringen, hvis der er plads efter tilmeldingsfristen 10. januar 2015.

Ønsker I at bidrage med kuriøse spurtpræmier, så kontakt os på: nordbold@dr.dk.

Kampprogram udsendes cirka en uge inden stævnet.

Spilleregler

Der bliver otte puljer med fem hold i hver pulje. Det vil sige. at hvert hold kommer til at spille mindst fire kampe.

Hver kamp varer otte minutter.

Hvert hold har fire spillere på banen ad gangen.

Der skal hele tiden være en spiller på modstanderens banehalvdel.

Der skal hele tiden være mindst en kvinde/mand på banen.

Mål scoret af kvinder tæller dobbelt.

Vinderen af hver pulje går videre til kvartfinalerne.

I kvart- og semifinaler samt finale afgøres uafgjorte kampe ved først scorede mål i den forlængede spilletid.


Seneste nyt

fra Nordjylland