Plaffeministeren tilbage for at skyde med skarpt

Den tidligere Superliga-profil Ronnie Schwartz er tilbage på dansk jord efter et ophold hos engelske Charlton.

Han har bombet mål ind på samlebånd. I 2020 blev han topscorer i Superligaen med 18 fuldtræffere, og var med til at sikre FC Midtjylland det danske mesterskab. 

I sæsonen 2018/19 blev han topscorer i 1. division med 25 mål for Silkeborg - deraf navnet “Plaffeministeren”. 

Nu har han indstillet sigtekornet til at score mange mål for Vendsyssel FF, siger Ronnie Schwartz.

Ronnie Schwartz stammer fra Ulsted, men nåede aldrig at spille på klubbens berømte Serie 6-hold, der blev landskendt på TV 2, men derimod i mange andre klubber. 

AaB, Randers FC, Esbjerg, Brøndby, Silkeborg, Guingamp i Frankrig, Waasland-Beveren i Belgien og senest Charlton i England, hvor det kun blev til en enkelt scoring. 

Se hvad Ronnie Schwartz siger om opholdet i England i videon herunder.

Men nu er målbomberen tilbage, hvor det hele startede. Nemlig i det nordjyske, hvor Ronnie Schwartz i disse dage knokler for at komme tilbage i form, efter at han ikke har spillet kamp siden oktober sidste år. 

Her afbrød Ronnie Schwartz kontrakten med den engelske klub, og var derfor låst resten af året. 

Derfor har han ikke kunnet spille kampe for Vendsyssel FF før i denne sæson.

- Det er dejligt at være tilbage her hvor rødderne er. Min kone og jeg har bosat os i Aalborg, og nu glæder jeg mig til at spille noget fodbold igen. Det har jeg savnet, siger Ronnie Schwartz efter dagens første træningspas med sine nye holdkammerater.


Målformen skal findes

Og man kan godt fornemme, når man overværer træningen på Vendsyssels flotte anlæg i Vraa, at den nu 31 årige Nordjyde er sulten efter at komme i gang med det, det drejer sig om, at spille kamp og score mål. 

Men det er stadig et stykke vej til målformen.

- Jo jo, den er ved at være der, altså formen, men det er klart efter så lang en vinterpause, og når jeg ikke har spillet kampe i næsten et år, men det går den rigtige vej, siger Ronnie Schwartz.

Og Ronnie Schwartz har kun rosende ord til overs for forholdene i Vendsyssel FF og sine nye holdkammerater. 

Det lyser ud af nordjyden, at han har fået glæden tilbage efter sit lidt mislykkede ophold i Charlton.

Allerede på fredag kan det være, at vi ser “Plaffeministeren“ i aktion for første gang, når Vendsyssel FF møder Jammerbugt FC i en træningskamp i Pandrup. 

Første kamp i 1. division er søndag den 26. februar, hvor Hobro IK kommer på besøg i Vendsyssel til lokalopgør.


Seneste nyt

fra Nordjylland