Politi mindes 75 året for da tyskerne kom
I år er det 75 år siden, den tyske besættelsesmagt stormede de større danske politistationer under anden verdenskrig. Næsten 2000 politifolk blev deporteret.
Nogle mistede livet i modstanden på stationerne. Mange flere mistede livet i koncentrationslejre. Men de efterlod sig også et politiløst samfund, hvor de normale strukturer, der skulle sikre borgernes tryghed, var i opløsning. De overlevende måtte leve videre med minderne.
Nordjyllands Politi markerede dagen med en mindehøjtidelighed på forpladsen på Aalborg Politigård, hvor politidirektør Anne Marie Roum Svendsen holdt en kort mindetale. Der blev sunget ”Danmark frit: En lærke letted’”, og de fremmødte samledes til en kop kaffe i kantinen.
Og det er en vigtig dag fortsat at mindes, mener Henning Matisen, der er formand for Nordjyllands Politis Seniorklub.
- Mange af dem, der overlevede, havde traumer, da de kom tilbage. Det er vigtigt at huske på, og det er en vigtig dag. Vi skal mindes og huske dem der har mistet en far, en mand eller en bror. Det er vigtigt, at vi står sammen og mindes, så det ikke sker igen, siger Henning Matisen formand for Nordjyllands Politi Seniorklub.
Inde i politigårdens forhal har Nordjyllands Politihistoriske Selskab i år lavet en lille udstilling med effekter fra krigens tid, bl.a. ting som tilhørte deporterede politibetjente, mens de opholdt sig i koncentrationslejren Buchenwald.