Politihunde opsporede tyve
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Vakse politihunde fik natten til søndag opsporet to tyve, som gemte sig i en skov.
To tyve blev natten til søndag fældet af politihunde.
Over midnat fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at hegnet ved XL Byg i Industriparken i Hadsund var klippet i stykker, og i en nærliggende skov var der skær fra to lommelygter.
Politiet sendte straks hundepatruljer til stedet, og det lykkedes dem at opspore gerningsmændene efter en tur på halvanden kilometer gennem den mørke skov. Her havde tyvene forsøgt at skjule sig.
De to mænd på henholdsvis 23 og 36 år kommer begge fra Havndal. De blev anholdt og taget med til afhøring på politigården i Aalborg. Den ene erkendte hurtigt, at de stod bag indbruddet.
XL Byg og politiet har endnu ikke overblik over, hvad der blev stjålet fra forretningen.