Presset AaB-forsvar
Foto: aabsport.dk
Kort før forårssæsonens start er der grund til bekymring over en skadesplaget AaB-defensiv, der efter gårsdagens træningskamp måtte føje Rasmus Thelander til listen med spillere, der ikke er tilgængelige til åbningskampen mod Silkeborg IF.
AaB præsterede et flot comeback, da de i gårsdagens træningskamp mod svenske Helsingborg fik vendt 1-3 til 3-3. Men kampen bragte ikke lutter begejstring for Kent Nielsen og co., da forsvarsspilleren Rasmus Thelander allerede kort inde i kampen måtte lade sig udskifte med en fibersprængning.
21-årige Thelander var ellers udset til at skulle danne forsvarsduo med Lasse Nielsen, da Kenneth Emil-Petersen er ude med karantæne i kampen mod nedrykningstruede Silkeborg. Og da det andet forsvarsalternativ Thomas Augustinussen også ventes ukampdygtig på grund af en skade i baglåret, må trænerteamet Nielsen og Kuhn ty til nye forsvarskonstellationer.
Her kan enten Kasper Pedersen eller Jacob Blåbjerg blive løsningen. Begge er de unge og uprøvede, men det er ikke noget, der bekymrer cheftræner Kent Nielsen synderligt.
- Du kan da have ret i, at vi skal tænke ud af boksen, men nu må vi se, hvordan det går i de kommende dage. Jeg er sikker på, at vi nok skal få stablet et slagkraftigt mandskab på benene til premieren, siger han til NORDJYSKE efter kampen.
AaB åbner forårssæsonen ude mod Silkeborg d. 1. marts.