Rådmand, borgmester og bygherre politianmeldt
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Næstformand i Dansk Folkeparti i Aalborg politianmelder Mariann Nørgaard, Henning G. Jensen og Søren Enggaard A/S.
Jørgen Larsen Møller, næstformand i Dansk Folkeparti i Aalborg, har politianmeldt både rådmand Mariann Nørgaard, borgmester Henning G. Jensen og entreprenørfirmaet Søren Enggaard A/S i forbindelse med fundet af asbest på eternitgrunden i Aalborg. Det skriver DR P4 Nordjylland.
- Vi har krav på at vide om Aalborg Kommune har fortiet noget i forbindelse med oprydning og bygning på grunden, siger Jørgen Larsen Møller, der også beder politiet undersøge om bygherren har overholdt reglerne i forbindelse med jordarbejde på stedet til P4 Nordjylland.
Sagen om byggepladsen på eternitgrunden er blusset voldsomt op, efter at der er blevet fundet asbest hos nogle af de omkringliggende boliger, og Arbejdstilsynet udstedte i går et påbud om at indstille arbejdet på byggepladsen. Et påbud, der dog blev tilbagetrukket efter nye tilsyn.