Renoveringsmilliarder giver nye job
Der afsættes 2,3 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renovering af almene boliger i Nordjylland. Det fører arbejdspladser med sig.
Der skal renoveres almene boliger i Nordjylland for 2,3 milliarder kroner, og det er arbejdspladser i.
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og De Konservative indgået en aftale om, at sende i alt 18 milliarder kroner fra Landbyggefonden ud til landets almene boligforeninger. Pengene skal gå til renovering frem til 2020, og 2,3 af milliarderne havner i Nordjylland.
Ifølge beregninger fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter svarer 2,3 milliarder renoveringskroner til 2300 arbejdspladser. Nogle af dem vil sandsynligvis gå til større entreprenører, også uden for regionen, men mindre opgaver i regionens yderområder vil gavne de lokale byggefirmaer.
- Det er jo mindre entrepriser, som vil gå til de lokale firmaer, så der har de lokale firmaer en meget større chance for at få opgaverne. Så det vil smitte af i lokalområdene, det kan vi slet ikke undgå, siger Knud Kristensen, formand for Dansk Byggeri i Nordjylland.
Et af de byggefirmaer, som ser frem til at renoveringspuljen bliver delt ud, er NCO Byg i Aars.
- Der sker ikke meget herude på landet, så vi er helt afhængig af sådan en støtte udefra, for at der kan komme gang i tingene, siger direktør Michael Jørgensen.
Inden det ligger fast præcis, hvilken boligforeningner, der får del i renoveringspuljen, vil Michael Jørgensen ikke spå om, præcis hvad det betyder for hans muligheder for at ansætte flere. Helt sikkert er det dog, at han ønsker sig, at en god del af pengene havner i Vesthimmerland.
- Hvis der bliver arbejde lokalt, så bliver det enten mig eller mine kolleger, der får det. Det giver vækst lokalt, og det er vigtigt for os alle sammen, siger han.