Sendte sms-trusler til betjent
Foto: TV2/Nord
Endnu engang har en af politiets særligt gode kendinge truet en betjent i en sms-besked.
En aalborgensisk kvinde er anholdt for at true en betjent.
Det er kun få uger siden, at en 30-årig kvinde fra Aalborg fik en dom for fodbolduro og trusler mod en betjent. Landsretten idømte hende otte måneder for ballade i forbindelse med AaB-kampe, og for at sende trusler på sms til en betjent ved Nordjyllands Politi. Kvinden har blandt andet taget billeder af betjentens hus og truet ham og hans familie.
Og nu er hun så igen anholdt for sms-trusler mod betjenten, hvor hun truer ham på livet, fortæller vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Kvinden, der efterhånden er mere end almindelig godt kendt af politiet fremstilles i grundlovsforhør lørdag ved Retten i Hjørring med krav om varetægtsfængsling for truslerne.
Den 30-årige var en af uromagerne ved superligakampen mellem AaB og FCK i marts, hvor hun blandt andet kastede med romerlys, og hun blev også anholdt, da AaB her i foråret spillede på udebane mod AGF.
Hun har karantæne fra stadion, men møder alligevel op, og i forbendelse med fodboldkampe har hun adskillige gange haft konfrontationer med politiet.