Skib med korn er grundstødt i Limfjorden
Foto: Ivan Johan Hansen (Arkiv)
Coasteren Lianne sejler ind i en sandbanke i sejlrenden. Skibet tilbageholdes, til det er undersøgt for skader.
En mindre coaster på vej til Nykøbing Mors gik søndag formiddag på grund ud for Aggersundbroen i Limfjorden, oplyser Søværnets Operative Kommando.
Grundstødningen er sket lige øst for broen.
Skibet havde lods om bord, da det tilsyneladende med lav fart stødte på en sandbanke midt i sejlrenden.
Der er ikke sket skade på personer, og der er heller ikke observeret olieudslip i vandet ved skibet.
Et uddybningsfartøj, der i forvejen befandt sig i området, forsøger at suge sandet under coasteren væk, så den kan komme fri. Desuden er et fartøj fra Marinehjemmeværnet på vej til området.
Coasteren hedder Lianne og er indregistreret i Antigua og Barbuda. Den tilbageholdes af de danske myndigheder, indtil den er undersøgt for eventuelle skader.
Skibet kom fra Västerås i Sverige og var på vej til Nykøbing Mors med en last korn.