Snart er der frost og glatte veje
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Nu er det på tide at montere vinterdæk. Frosten er på vej. Få gode råd til de glatte veje her.
Det har været et mildt efterår. Det har fået mange til at udskyde skiftet til vinterdæk, men i weekenden varsler prognoserne nattefrost, og SOS Dansk Autohjælp advarer stærkt mod at køre på sommerdæk på de glatte veje. Vinterdækkene kan ikke vente længere.
- Gummiet på sommerdæk er hårdt og glat, og dækket har slet ikke samme vejgreb som vinterdæk. Undersøgelser viser, at vinterdæk har væsentlig kortere bremselængde allerede ved 5 plusgrader, og når det bliver frostglat, så er det rigtig farligt at fortsætte på sommerdækkene. Hvert år, når den første frost melder sig, hiver vi biler op af grøften med sommerdæk på, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.
Selv med vinterdæk er man ikke helt sikret på de glatte veje, men det er med dem, man har den bedste forudsætning for at komme godt frem.
SOS Dansk Autohjælp har nogle gode råd til, hvordan man bedst begår sig på frostglatte veje.
Kør efter forholdene
sænk farten og hold afstand til de forankørende
Beregn tid til at få skrabet bilen ordentlig fri for is
Tjek vejrudsigten
Man kan ikke se, om det er glat, så stol ikke på, at vejen ser ok ud.
Når temperaturmåleren i bilen melder under 4 plusgrader, kan der være frostgrader ved jorden.
Der er oftere glat i skovområder, hvor der er skygge og læ. Træerne holder på kulden.
På mindre befærdede veje er der større risiko for is, fordi der er færre biler til at køre frosten væk.
Jo tidligere man kører hjemmefra, jo større risiko er der for glatte veje.