Stor stigning af dyreværnssager
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyderne går op i dyrevelfærd. Her er det fra en demonstration imod hestevanrøgt.
Danskerne indberetter flere og flere sager om mishandling af dyr. På landsplan fik Dyrenes Beskyttelse næsten tre tusinde flere henvendelser i 2012.
Nye tal fra Dyrenes Beskyttelse viser, at antallet af henvendelser om dyreværnssager steg med godt 50 procent i 2012. I alt fik foreningen 8.500 henvendelser på landsplan, hvilket er næsten tre tusinde mere end i 2011.
I Nordjylland fik Dyrenes Beskyttelse 676 henvendelser sidste år, hvilket placerer landsdelen i den halvdel af landet, der har flest henvendelser.
Dyrenes Beskyttelse vurderer, at den store stigning kommer, fordi der i 2011 blev oprettet en døgnåben vagtcentral samt krisen har fortsat.
- Det kan være, at man dropper hundens dyrlægebesøg eller bestiller mindre foder hjem til hestene, fordi man ikke ved, hvor man skal finde pengene. Og på den måde ender det så som en sag hos Dyrenes Beskyttelse, enten fordi ejeren selv giver op og beder om hjælp, eller naboerne bliver bekymrede, siger Jens Svenningsen, der er dyreværnschef i Dyrenens Beskyttelse.
De mange henvendelser gjorde, at Dyrenes Beskyttelse i gennemsnit havde 23 sager om dagen. Tilsammen var der involveret 31.280 dyr.