Strid om klimaafgift: - Det er det mindst ringe, siger socialdemokrat

Konservative mener, en afgift per kørt kilometer ingen effekt vil have i forhold til klimaet.

Fra 2025 skal de danske vognmænd betale en ny afgift, der skal være med til at nå Danmarks klimamål om en reduktion i CO2 udledningen på 70 procent i forhold til niveauet i 1990.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Co2-afgift

Aftalen betyder, at lastbiler skal betale vejafgift i Danmark fra 2025 alt efter, hvor meget CO2, der udledes fra kørslen. Ifølge Skatteministeriet vil den gennemsnitlige afgift i 2030 være på 1,3 kroner pr kørt kilometer. 

Afgiften vil gælde for lastbiler på 12 ton og derover fra 2025. Fra 1. januar 2027 udvides afgiften til at gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover. Afgiften forventes at reducere CO2-udledningen med omkring 300.000 ton i 2025 og omkring 400.000 ton i 2030.

Vognmandsbranchen er ikke tilfredse med udsigten til den nye afgift og foreslår, at der i stedet lægges mere på den allerede eksisterende diesel-afgift. 

Vognmændene har desuden varslet demonstrationer og blokader i protest mod afgiften.

Forsvarer afgift

Socialdemokratiet tror på, at den nye afgift per kørt kilometer er den rigtigste løsning, og den der giver de bedste muligheder for at øge den grønne omstilling.

- Det her er det mindst ringe, og man kan ikke se det isoleret, fordi det er en del af den store plan (i den grønne omstilling – red.). Og udfordringen er, at vi også gerne vil have, at det rammer de udenlandske vognmænd, og det kan man ikke, hvis det bliver en afgift på dieselen, siger medlem af folketingets skatteudvalg Per Husted fra Socialdemokratiet.

Hos de konservative, som er et af de partier, der ikke er med i aftalen er holdningen derimod, at en afgift per kørt kilometer ingen effekt vil have i forhold til klimaet.

- Vi synes det er en rigtig dårlig idé (med den vedtagne afgift – red.), og som det er nu kommer det bare til at virke som en skat, der rammer os alle sammen, siger medlem af folketinget for Konservative, Per Larsen og fortsætter:

- For det er klart nok, at når vognmandsbranchen skal aflevere nogle flere penge til statskassen, så er de nødt til at fakturere det videre til kunderne, og det vil sige, at når vi skal ned og handle i supermarkedet, så rammer det os alle sammen. Og det har jo en slagside, for vi skal jo alle sammen have noget at spise. Så det går måske mest ud over dem, som er mindst bemidlede, siger medlem af folketinget for Konservative, Per Larsen.

Du kan se hele Fokus-debatten her:


Seneste nyt

fra Nordjylland