Tag til Norge og få et job
Foto: Ivan Hansen (arkiv)
I stedet for at stå i kø til Jobcenteret kan det måske betale sig at tage til Norge.
Ledige nordjyder skal sendes til Norge, hvor der er større mulighed for arbejde. Det vil tre kommuner forsøge.
Tre nordjyske kommuner vil gøre et kreativt forsøg på at skabe job til de mange ledige nordjyder, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår. Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev Kommuner har planer om i fællesskab at ansætte en såkaldt "Norge-konsulent", der skal finde job i Norge, hvor man mangler arbejdskraft. Det skriver Nordjyske torsdag.
- Ideen er både at sende nogle af de stærke dagpengemodtagere til Norge, så de skaber hul til andre, og at hjælpe nogle af dem - nok mest især de unge, som kan flytte på sig - der helt konkret risikerer at ryge ud af systemet til nytår, siger Ivan Leth, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget i Hjørring Kommune.
I Norge er der i øjeblikket mangel på både industriarbejdere, sygeplejersker, faglærte håndværkere og folk til boreplatformene, men i Hjørring drømmer man også om, at indsatsen kan få norske virksomheder til at flytte til Nordjylland, hvor man kan lokke med stadigt flere ledige hænder. I SF roser man initiativet til at løse det presserende dagpengeproblem.
- Vi er nødt til at indstille os på, at der skal tænkes kreativt - det tror jeg også, mange er indstillet på, siger SF's finansordfører, Jonas Dahl.
Hos S påpeger man, at andre kommuner kan tage ved lære.
- Hvis jeg eksempelvis boede i Sønderjylland, og mit jobcenter undlod at fortælle mig om et job, der matchede min jobprofil på den anden side af grænsen, ville jeg synes, det var underligt, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen.
I Enhedslisten er man ikke afvisende over for modellen, men finansordfører Frank Aaen så alligevel helst, at kommunerne fandt jobbene inden for kommunegrænsen. - Det mener jeg, at kommunerne har rig mulighed for, og det er også det, vi forhandler med regeringen om, siger han.
Undersøgelse
Kun få ledige vil få job inden nytår. Det viser en undersøgelse foretaget af DR Analyse. Her har to ud af tre ansatte i landets jobcentre vurderet, at kun få ledige får et nyt job inden årsskiftet. Det ser især svært ud for de langtidsledige.
Pt. er 165.700 danskere ledige. Det er 6,3 procent af den samlede arbejdsstyrke.