LIGE NU:

Terrorsikring i Nordjylland: Vi kan ikke garantere noget

Thomas Kastrup-Larsen (S), tror på, at de har gjort alt, hvad der kan lade sig gøre for at sikre deltagerne til karneval lørdag. Men han giver ingen garantier.

Mandagens terrorangreb i Manchester har givet genlyd i det meste af verden. Også i Danmark har det sat gang i debatten om terrorsikring. I Nordjylland er der i løbet af sommeren flere events med mange tusinde mennesker samlet. Her lover Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er de gør alt, hvad de kan, for at sikre de mange deltagere til for eksempel karnvel og DGI-landsstævne. 

- Jeg føler mig tryg ved, at vi har gjort alt, hvad vi kan, og det vil vi have fokus på hele vejen igennem. Det skal være godt og trygt at komme til landsstævne. Vi har gjort alt, hvad vi kan, men vi kan selvfølgelig ikke garantere noget, sådan er verden jo desværre, siger Thomas Kastrup-Larsen. 

Aalborg Kommune har et tæt samarbejde med politiet i forbindelse med sommerens arrangementer. Formand for Nordjyllands Beredskab, Arne Boelt (S), mener, at det er nødvendigt, da terrortruslen også er alvorlig i Nordjylland. 

- Det eneste, vi oplever, er, at truslen den er her, og den er her lige rundt omkring os. Det sker ikke dagligt, men meget ofte nu, og derfor prøver vi på at forberede os til, selv i Nordjylland, at det kan ske, og vi har jo store arrangementer. Vi har jo et stort DGI-arrangement lige her om lidt, og der har vi forberedt os rigtig godt sammen med alle de andre myndigheder som politi, ambulancevæsen og os selv, siger Arne Boelt. 

Thomas Kastrup-Larsen er helt enig i, at Nordjylland endnu ikke for alvor har mærket terrortruslen, men at man skal være opmærksom. 

- Heldigvis, er det ikke noget, vi mærker i hverdagen, men det er klart, det spøger i baghovedet, og det indgår jo også i planlægningen i forhold til, hvordan vi kan være med til at sikre tingene bedst muligt, siger Thomas Kastrup-Larsen.