Tusindvis kan være afhængige af næsespray
Foto: Mike Bunde Jensen
Mange danskere er afhængige af næsespray.
Med det værste pollenangreb i årevis er folk, der normalt ikke slås med allergi, også begyndt at hive efter vejret. En nem løsning er at svinge ind forbi 7-Eleven og købe en af de næsespray mod forkølelse, som har været til salg i kiosker og supermarkeder siden 2001.
Men de færreste er opmærksomme på, at det uskyldige pust frisk luft kan blive starten på en afhængighed, skriver metroxpress
- Der er ingen tvivl om, at folk bruger de her næsespray for meget og i for lang tid. Og for nogle bliver konsekvensen af misbruget, at de må få opereret deres hævede slimhinder i næsen mindre, siger speciallæge Peter Tingsgaard, der samtidig er næstformand i Danske Øre-, Næse- og Halslægers Organisation.
Det er især folk fra 18 år og op til 50, der slås med afhængigheden, som det kan tage flere måneder at komme ud af. Afhængigheden opstår, når folk bruger næsesprayen for meget. For selv om næsesprayen i første omgang får slimhinderne i næsen til at trække sig sammen, bliver de efter længere tids brug irriterede og svulmer op.
Derfor bliver brugeren nødt til at bruge næsesprayen mere og mere for at være i stand til at trække vejret ordentligt.
Afhængigheden kan blive så slem, at de danske øre-, næse- og halslæger har måttet lave behandlingsforløb med binyrebarkhormon, som kan hjælpe lidt, mens folk trapper ned med brugen af den almindelige næsespray.
Ifølge Peter Tingsgaard er der ingen tal for, præcis hvor mange der er afhængige. Men blandt andet i 2012 har de danske øre-, næse- og halslæger advaret om, at de møder folk med problemet på ugentlig basis.