TV2 Nord var med live: Mæhle hjemme i Nordjylland - hør eksperternes forklaring på hans popularitet

Torsdag er landsholdsstjernen Joakim Mæhle hjemme i Østervrå, hvor han holder foredrag - og Mæhle-feberen kan mærkes.

Børnene i landsholdstrøjer er ikke i tvivl. 25-årige Joakim Mæhle er en af de helt store favoritter. Og det er ikke kun børnene, som kan genkende fodboldlandsholdsspillerens ansigt – han er efterhånden blevet folkekendt.

Det er der en god grund til, hvis man spørger brandingekspert Thomas Fedder.

- Han har en masse x-factor over sig. Han er dygtig, meget charmerende og så har han succes, forklarer han.

Der er sket meget siden Joakim Mæhle spillede sin første kamp for fodboldlandsholdet den 5. september 2020 – også med trøjesalget, fortæller TV2´s fodboldekspert Morten Bruun.

- Jeg tror, at der er flest Eriksen-trøjer, men jeg tror rent faktisk, at Mæhle ligger nummer 2, lyder det.

TV2 Nords reporter fangede Joakim Mæhle inden hans foredrag - se interviewet her: 

En god fortælling

Han understreger Joakim Mæhles andel i, at landsholdet er blevet mere folkeligt og har et bud på, hvorfor Joakim Mæhle er blevet så populær.

- Hemmeligheden omkring Joakim Mæhles popularitet er jo i virkeligheden, at han ikke søger den eller dyrker den, fortæller Morten Bruun.

Den 25-årige landsholdsstjerne er opvokset i Østervrå – en lille nordjysk by, som i den grad også er kommet på landkortet.

- For en københavner kan du næsten ikke komme længere ud end til Østervrå, så det er hyggeligt, det er fedt og det er den grimme ælling, der bliver til en fantastisk svane, siger Thomas Fedder.


Udviklingen kan fortsætte

Spørger man Morten Bruun kan Joakim Mæhle godt vænne sig til den store interesse. Der er nemlig grund til at tro, at fodboldspillerens udvikling fortsætter.

- Når man kigger på de fleste fodboldspilleres udviklingskurve, så er det rimeligt at antage, at vi endnu ikke har set det bedste af Joakim Mæhle. Der er ingenting, der tyder på, at det ikke skulle fortsætte i hvert fald et par år endnu, slutter han. 

Se TV2 Nords liveindslag fra Mæhle-foredraget her:


Seneste nyt

fra Nordjylland