Undersøgelse på superskole finder spor efter skimmelsvamp
Foto: Tom Jensen
En undersøgelse af indeklimaet på Nordstjerneskolen i Frederikshavn viser spor efter skimmelsvamp.
Siden Frederikshavns nye superskole Nordstjernskolen slog dørene op for godt halvandet år siden har lærere og elever klaget over indeklimaet på skolen.
TV2/Nord kunne i september fortælle at indeklimaet betød at sygemeldingerne blandt lærerne eskalerede, så der i dette skoleår har været op mod 10 daglige sygemeldinger mod cirka fire daglige sygemeldinger sidste år.
I september erkendte totalentreprenøren bag det 200 millioner dyre og prisbelønnede skolebyggeri MT Højgaard at der var problemer med indeklimaet og at blandt andet ventilationen i det tætte byggeri var et problem. Siden da er indeklimaet blevet undersøgt af en ekstern ekspert, og resultaterne af denne blev tirsdag fremlagt på skolen.
Ud over problemer med ventilationen konkluderer undersøgelsen at der bag lydisolerende plader på skolens vægge kan opstå skimmelsvamp samt at ventilationen fører støv og fugt fra byggeriet ind i elevernes klasselokaler.
Løsningerne på de tre problemer er også fundet og føres ud i livet inden for den næste uge.
For at undgå skimmelvækst bag de lydisolerende plader afmonteres de og der gøres rent bagved dem, inden de igen monteres - denne gang med afstandsklodser, så fugt fra væggene kan fjernes. Samtidig er et specialfirma blevet hyret til at rense de ventilationskanaler, der er plaget af aflejringer af støv og fugt.