V-kandidat flytter fra Thisted-kredsen
Thorsten Schack Pedersen slår sig ned i Sorø
- Vælgerne i Thy og på Mors har tradition for at vælge en lokal kandidat. Det kan koste Venstres Torsten Schack Pedsersen mange personlige stemmer at han flytter fra området.
Sådan skriver tidligere DSU-formand for Thy og Mors, Simon Kollerup i en pressemeddelelse - efter nyheden om, at Venstres Thisted-kandidat flytter til Sorø. Jeg er ikke sikker på, at den sag skulle frem inden valget, skriver Simon Kollerup.
Afsløringen omtales sådan i Thisted Dagblad:
- Sidst på året flytter vi sammen i vores hus i Sorø. Sådan skriver Louise Schack Elholm, Venstres folketingskandidat i Ringsted-Sorø kredsen, om sine og sin ægtefælles fremtidige boligplaner.
Ægtefællen er folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V), som i øjeblikket går efter genvalg i sin opstillingskreds, Thisted-kredsen, som "Thy og Mors' liberale stemme i Folketinget".
Beholder bolig i Thisted
- Det er rigtigt, at jeg flytter til Sorø, men jeg beholder min bolig i Thisted, siger Torsten Schack, som understreger, at beslutningen om at slå sig ned i Sorø på ingen måde er udtryk for, at han er på jagt efter en anden kreds.
- Det hele bunder i, at det er en praktisk måde at få dagligdag og familie, som nu også omfatter sønnen Daniel på snart to måneder, til at hænge sammen på en fornuftig måde, siger han.
- Der er ikke noget hemmeligt ved det, siger Torsten Schack, der ikke ser nogen problemer ved at passe sin kreds, selv om han og familien etablerer sig i Sorø.