White Hawks gjorde det igen
Foto: TV2/Nord
Frederikshavn Whitehawks vandt den tredie kamp i semifinalen mod SønderjyskE. Stor kamp af målmand Frederik Andersen.
Kampens første to perioder endte målløse, men det var værterne der havde initiativet hvor White Hawks-spillerne havde nok at gøre med at forsvare sig.
Tre minutter inde i perioden kunne 17-årige Thomas Søndergaard bringe White Hawks i front. Thomas erstattede Mikkel Højbjerg fra starten af tredje periode. Hans første puckberøring i andet skifte gav pote med scoringen.
Jesper Jensen kunne slå sejren fast i sidste minut, da SønderjyskE havde taget keeperen ud.
SønderjyskE havde hele 23 flere skud på mål end White Hawks, hvilket selvfølgelig fortæller at Frederik Andersen igen spillede en stor kamp. Den stærke keeper pillede de sønderjyske spillere ned, én efter én. Men der er absolut også grund til at rose resten af mandskabet for en formidabel indsats ikke mindst i boxplay.
Hele otte gange i løbet af kampen var White Hawks i undertal, hvilket også forklarer den store overvægt af afslutninger til hjemmeholdet.
SønderjyskE-Frederikshavn 0-2 (0-0, 0-0, 0-2) Mål: 0-1 Thomas Søndergaard, 0-2 Jesper Jensen Udvisninger: SønderjyskE 1 x 2 min., Frederikshavn 8 x 2 min. Tilskuere: 2.718.
Frederikshavn fører 2-1 i kampe.
Næste kamp spilles i Frederikshavn fredag.
Der spilles bedst af syv kampe.