Hirtshals Taxi overtager efter konkursramte Hjørring Citybusser
Bybusserne fra Hjørring Citybus holdt parkeret i dag. 7 ruter var aflyst.
Selskabet overtager ordrebøger og telefonnumre fra Hjørring Citybusser, som gik konkurs 22. maj.
Hjulene på busserne drejer snart rundt igen - for det konkursramte selskab Hjørring Citybusser. Denne gang dog under et andet navn.
Hirtshals Taxi overtager ordrebøger, hjemmeside og telefonnumre fra Hjørring Citybusser, som gik konkurs 22. maj.
Herunder overtager Hirtshals Taxi også alle de mindre busselskaber, som var opkøbt af Hjørring Citybusser. Det drejer sig om Hjørring Citybus, Frederikshavn Turistbusser, Hjørring Turistfart, Kjærholm Busser, Vrå Bussen, Skandia Bus og Skelund Turistbusser.
- Vi har købt og lejet flere busser, så vi kunne varetage alle de opgaver, der i forvejen var booket, siger vognmand Lars Dyrskøt Andersen til TV2 Nord. Han fortæller, at det var naturligt for Hirtshals Taxi at overtage ruterne.
- I forvejen dækker vi området, og vil gerne servicere borgerne her med buskørsel, når nu så stor en vognmand lukker, siger vognmanden, der netop har ansat 8-10 mand mere.
Ambitionerne med at overtage Hjørring Citybus er klare.
- Vi håber, at vi på sigt kan optimere vores kørsler mere og få besat vores busser fuldt, fortæller vognmand Lars Dyrskøt Andersen.
De seks ruter, Hirtshals Taxi har overtaget fra Nordjyllands Trafikselskab, er også i fremtiden i sikre hænder, forsikrer vogmanden.
- Vi vil forsøge at levere det, Nordjyllands Trafikselskab har brug for, siger han.
Kaos da konkursen ramte
Da Hjørring Citybusser gik konkurs, stod mange skolelever pludselig uden transport til og fra skole. Nordjyllands Trafikselskab, som bruger busselskabet som leverandør, måtte derfor hurtigt finde andre løsninger.
Hjørring Citybusser kørte 39 ruter - mange af dem var lokalruter, som primært kører med skolebørn.
Også fodboldturneringen Dana Cup skulle ud og finde erstatninger for de 50 busser, de plejer at booke hos Hjørring Citybus - og som kører spillere, trænere og forældre rundt til de mange fodboldkampe rundt omkring i Nordjylland.