Helt ny havn får helt ny direktør: - Havnen rummer et stort potentiale

Hanstholm Havn er blevet udvidet for 600 millioner kroner. Nu takker direktøren, der har stået i spidsen for det gigantiske projekt af.

1,1 milliarder kroner. Så høj var værdien af de fisk, der i 2019 blev landet i Hanstholm Havn, der har som mission at blive Nordeuropas førende havn inden for konsumfisk - og som de seneste år har undergået en udvidelse og transformation til en værdi af massive 600 millioner kroner.

Nu er arbejdet med havneudvidelsen stort set overstået og den lejlighed har Nielsen Clemsensen, der har været direktør på havnen siden 2016, benyttet til at takke af og overlade stolen til nye kræfter.

- Jeg er meget stolt over de resultater, som havnens medarbejdere, ejere, bestyrelse, ledelse og samarbejdspartnere i fællesskab har nået de seneste år. Det har været en fantastisk rejse at være med på, og jeg vil tillade mig at sige, at Hanstholm Havn nu er i sit livs form, udtaler Niels Clemensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Nu påbegyndes et nyt vækstspor, og jeg har efter modne overvejelser besluttet, at det er det rette tidspunkt for mig at prøve kræfter med andre opgaver. Jeg har været meget glad for arbejdet og glæder mig til fortsat at følge udviklingen fra sidelinjen.

Ny direktør allerede fundet

En indtil videre midlertidig afløser for Niels Clemensen er allerede fundet. Han hedder Nils Skeby og han tiltræder efter planen 25. august, efter endelig godkendelse i kommunalbestyrelsen.

I hele august vil både den afstrædende og tiltrædende direktør være at finde på havnen i en overdragelsesperiode og det er den afgående direktør, der har det fortsatte ansvar for havneudvidelsen, der skal afleveres 31. august.

Nils Skeby, som derefter overtager tøjlerne på Hanstholm Havn er 56 år gammel og har i 15 år arbejdet med udvikling af virksomheder og forretningsområder. Han har blandt andet været en del af drivkraften bag Taulov Dryport, der rummer et område på 700.000 kvadratmeter i Fredericia.

- Jeg har fulgt udviklingen af Hanstholm Havn og er imponeret over den position, der er skabt – ikke mindst i de seneste år. Der er ingen tvivl om, at havnen og området rummer et stort potentiale for yderligere udbygning og vækst, og jeg glæder mig meget til at komme i gang og være med til at indfri det, udtaler Nils Skeby.

TV: Følg udvidelsen af Hanstholm Havn

I tre afsnit har TV2 Nord og TV Midtvest fulgt udvidelsen af Hanstholm Havn og den farverige historie, der knytter sig til havnen. 

Det første afsnit i den miniserie kan du se herunder og de sidste to afsnit kan du se, helt gratis, lige her.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland