Mors-Thy og Skanderborg deler pointene

Mors-Thy Håndbold førte det meste af kampen mod Skanderborg Håndbold. Alligevel endte det med pointdeling i Thy Hallerne.

Der var lagt op til en tæt affære i herrernes bedste række i håndbold, da Mors-Thy Håndbold hjemme tog imod Skanderborg Håndbold.

Inden dagens kamp lå de to hold nemlig side om side i tabellen med Mors-Thy på femtepladsen og Skanderborg på sjettepladsen. Derudover mødte begge hold op til dagens kamp med sejre i bagagen.

Det skulle også vise sig at blive en tæt kamp.

I løbet af første halvleg skiftedes de to hold med at score. Midt i halvlegen så det dog ud til, at Mors-Thy ville trække fra, da de var foran med 9-6, men østjyderne fik lukket hullet og ved pausen var det lige så tæt, som ved kampens start, 15-15.

Afgjort i sidste sekund

Det var Mors-Thy, der kom bedst ud fra omklædningsrummet, da de to hold tog hul på anden halvleg. Mors-Thy bragte sig hurtigt foran. En føring som var oppe på fire mål halvvejs i halvlegen.

Men hen mod afslutningen af kampen blev det tæt. Med seks minutter tilbage fik Skanderborg udlignet til 24-24.

Herfra fulgtes de to hold ad helt frem til slutfløjtet. Skanderborg fik udlignet til 28-28, da den tidligere Mors-Thy-spiller, Morten Balling, med et sekund tilbage på haluret sendte bolden i nettet og så endte kampen uden vinder.

Mors-Thy forbliver dermed på femtepladsen i tabellen. Næste kamp for thy- og morsingboerne er på udebane mod Fredericia søndag den 18. oktober klokken 19.


Seneste nyt

fra Nordjylland