Stor lokal opbakning til første lokale Ocean Race i Klitmøller
Foto: Mette Johnsen
Selv om der tidligere har været lidt kurrer på tråden mellem surfmiljøet og vindmølleejerne på Hanstholm Havn, er der bred opbakning til Cold Hawaii Ocean Race.
Der er allerede stor lokal opbakning til den første udgave af Cold Hawaii Ocean Race, der afvikles i Klitmøller den 21. juli.
Udover Thisted Kommunes støtte på 70.000 kroner, bakker også en række lokale aktører på Hanstholm Havn op om arrangementet. Hanstholm Havn har valgt at støtte med 10.000 kroner, og det er ikke uden grund, lyder det fra havnedirektør Niels Clemensen:
- Hanstholm Havn støtter Cold Hawaii Ocean Race, fordi surfing er en del af den aktivitet, der foregår ved havnen. Med Hanstholms særlige vindforhold ligger vi som havn side og side med nogle af de bedste surfspots – herunder Middles, som tiltrækker både lokale og turister fra ind- og udland, siger havnedirektøren.
- Cold Hawaii er et stærkt brand, og vi er glade for at repræsentere et havneområde, hvor der er sameksistens mellem mange forskellige aktiviteter. Hanstholm Havn er medlem af Friends of Cold Hawaii og følger brandets udvikling og aktiviteter, fortsætter Niels Clemensen.
Vindmølle-ejere på havnen støtter også
Selvom der har været kurrer på tråden mellem dele af surfmiljøet udenfor Thy og vindmølleejerne på havnen i forbindelse med havneudvidelsen, har roen lagt sig igen.
Det har blandt andet udmøntet sig i 10.000 kroner i kontant støtte fra Hanstholm Havn Vindkraft I/S, som er den lokalt ejede vindmølle på havnen.
- Vi er enige om, at der skal være plads til alle på og ved havet. Så derfor er det naturligt, at den lokale vindmølle støtter op om et lokalt arrangement, siger Henrik Steen-Knudsen fra den lokale ejerforening.
Største bidragsyder er dog Green Power Partners, der er bygherrer på vindmølleprojektet i Hanstholm. De støtter med 20.000 kroner.
Cold Hawaii Ocean Race bliver for alle – nybegyndere som øvede. Arrangementet foregår på stranden i Klitmøller lørdag den 21. juli 2018 klokken 10-18, og man forventer op imod 300 deltagere.