Gæt i hvilken landsdel chancen for hvid jul er størst
Foto: Rasmus Lind, privatfoto
De første tegn på en mulig hvid jul har allerede vist sig de seneste dage. Her er det et snehvidt landskab 7. december 2022 ved Vippefyret i Nordjylland. Mon sneen kan blive liggende frem til 24. december?
Hvidjulsbarometeret er steget - men særligt et sted er der gode chancer for hvidt drys på juletræet.
Sneglade nordjyder kan nu ane håb for enden af kalenderlyset.
I hvert fald hvis de bliver hjemme juleaften.
8. december er hvidjulsbarometeret nemlig blevet skruet op på 25 procents chance for en landsdækkende hvid jul.
Men i Nordjylland er sandsynligheden noget større - nemlig 30 procent, hvis man måler på Aalborg.
- Men med kulde og sne mange steder i Nordjylland, vil jeg nok lige nu sætte den på 50 procent, især de steder hvor der ligger fem til 10 centimeter sne, lyder vurderingen torsdag fra vejrvært på TV 2, Andreas Nyholm.
Derfor står hvidjulsbarometeret, som det gør
For at få landsdækkende hvid jul skal der om eftermiddagen juleaftensdag ligge mindst 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet.
Meget kan stadig nå at ændre sig frem imod juleaften, men går man og ønsker sig en hvid jul, er der faktisk positive takter i decembervejret.
Et kig i langtidsprognoserne afslører nemlig, at der bliver leget med et ganske udbredt snedække natten til juleaftensdag.
Samtidig spår de, at kulden generelt har godt fat i Danmark det meste af december. Dermed kan nye mængder sne blive liggende over en længere periode.
Nedenstående prognose er fra den amerikanske vejrmodel GFS, der i skrivende stund går frem til midnat mellem 23. og 24. december. Prognosen viser et ganske udbredt snedække.
Der er stadig - meteorologisk set - meget længe til jul, men modellerne har i høj grad grobunden for den hvide jul. Hvidjulsbarometeret for hele landet er derfor opjusteret til 25 procent, men i Nordjylland er sandsynligheden noget større.
Mere om hvidjulsbarometeret
Hvidjulsbarometeret er efterhånden blevet indbegrebet af jul på TV 2 VEJR, hvor vi sædvanen tro begynder allerede ved julemånedens start som ved enhver anden julekalender.
De første dage af december er det svært at sige noget konkret om julevejret, og barometeret bliver derfor justeret med baggrund i statistisk materiale, langtidsprognoser, tendenser og måske et enkelt vejrvarsel.
Hvid jul - siden 1874
År med landsdækkende hvid jul i Danmark – siden år 1874:
2010
2009
1995
1981
1969
1956
1938
1923
1915
1887
1886
1876
Når vi kommer ind i den anden decemberuge, begynder de første 'rigtige' vejrmodeller, som vi anvender på TV 2 VEJR, at vise os deres spæde bud på julevejret.
Dem vil vi anvende i forbindelse med justeringen af hvidjulsbarometeret, og de giver os allerede 8. december de første 'rigtige' bud på, hvilken retning julevejret kan tage.
Frem til 15.-16. december er usikkerheden fortsat meget stor i vores prognosemodeller, men fra cirka 10 dage før juleaften vil prognosen normalt blive mere og mere sikker – og flere prognosemodeller begynder samtidig at vise sig med deres bud.
Fra fem til syv dage før jul bliver prognoserne dag for dag mere og mere sikre.
Sidste år havde vi landsdækkende grøn jul for andet år i træk. Siden 2013 er det kun i 2018, der har budt på en lokal hvid jul. De resterende har været grønne.
I både 2009 og 2010 havde vi landsdækkende hvid jul. Begge år stod hvidjulsbarometeret på 100 procent juleaften.
Om det sker igen i år, kan du følge med i på vejr.tv2.dk