Interessen er 'kolossal' i FC Thy piger: - Ret fedt, at man kan lære så mange at kende

U13-fodboldspiller hos FC Thy piger. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der er stor medlemsfremgang hos FC Thy piger. Især U13-holdet får flere og flere piger til at spille fodbold.

I samarbejde med TV MIDTVEST

- Det er ret fedt, at der er så mange, man kan lære at kende.

Ordene kommer fra Simone Skadhauge, der er U13-fodboldspiller hos FC Thy piger. Og hun er langt fra den eneste, der er glad for at spille fodbold i klubben.

På de fem år, FC Thy piger har eksisteret, er det kun gået en vej med medlemstallet, og det er opad.

- På pigesiden har vi været meget, meget stødt gående opad. Vi får store årgange ind, når de starter som U13-piger, siger Bent Andersen, der er formand for FC Thy piger.

Stor medlemsfremgang

Det danske kvindelandshold i fodbold har de seneste år fået mere og mere opmærksomhed i medierne, og det har også smittet af på medlemstallet i FC Thy piger.

Her er der nu over 400 medlemmer.

- Interessen for pigefodbold er kolossal stor i Thy lige nu. Alle snakker fodbold, og alle snakker pigefodbold, siger Bent Andersen.

FC Thy pigerne på træningsbanen. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Ligahold fra Thisted

Når U13-pigerne træner, har de et lokalt fodboldhold, de kan se op til.

FC Thy Thisted Q er Midt- og Vestjyllands eneste hold i kvindernes bedste fodboldrække, og selv her kan de mærke, at der er kommet flere medlemmer til.

- Vi har lige pludselig fået vildt meget støtte. Både når vi spiller kampe og til træninger. Der er rigtig mange piger, der lige pludselig kan vores navne. Det er lidt skørt. Det tror jeg ikke helt, at vi kan vænne os til, siger holdets anfører, Matilde Kjeldgaard.

Det betyder noget for lokalområdet, at der findes et hold i ligaen.

Det slår FC Thy piger-formanden fast.

- De kan se, at selvom vi bor i Nordvestjylland i Thy, så kan man altså godt spille på øverste hylde i Danmark. Det er rigtig vigtigt for vores allerbedste piger, siger Bent Andersen.

Med både et ligahold og en masse unge piger løbende rundt inde på banerne, er der store ambitioner i FC Thy piger. Ambitioner, som klubbens formand håber på bliver indfriet.

- Det er jo et spørgsmål om, hvornår vi måske ser vores første landsholdsspiller af egen avl her på banen.

Aldrig har der været så mange pigefodboldspillere i Thy, som der er lige nu.

Forsiden lige nu