Officielt: Henrik Toft skifter til nordjysk klub
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Henrik Toft Hansen vender hjem til Danmark.
Landsholdsprofilen Henrik Toft Hansen vender i 2023 hjem til Danmark og Mors-Thy, hvor han også startede sin seniorkarriere.
Den danske liga får glæde af endnu en stor stjerne.
Som TV 2 SPORT erfarede tirsdag, skifter den danske landsholdsprofil Henrik Toft Hansen til Mors-Thy fra franske Paris. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.
Den 35-årige stregspiller er blevet udstyret med en 3-årig kontrakt, der løber fra sommeren 2023.
- Det føles dejligt, at det endelig er på plads, og at jeg endelig kan komme ud med en fantastisk nyhed, siger Henrik Toft Hansen til TV 2 SPORT.
- Det er noget, jeg ser rigtig meget frem til, og det bliver fantastisk.
HENRIK TOFT HANSEN VENDER HJEM TIL MORS-THY HÅNDBOLD 💙
— Mors-Thy Håndbold (@MorsThyHandbold) August 11, 2022
Vi er stolte over at kunne præsentere Henrik Toft Hansen på en 3-årig aftale fra sommeren 2023. Det er stort, venner! 🤩
Læs hele pressemeddelelsen her: https://t.co/ddwuQDZDMj pic.twitter.com/H7vIjiX2Tv
Vender hjem
Når Henrik Toft Hansen stempler ind på Mors-Thy-holdet, er det langt fra første gang, han trækker i den blå trøje.
Stregspilleren spillede nemlig sine første senior-år i klubben HF Mors - den ene af Mors-Thy Håndbolds to moderklubber, - hvor han forinden også spillede som ungdomsspiller. I sæsonen 2004/05 var han blandt andet med til at spille Mors-Thy i ligaen for første gang nogensinde.
- I Mors-Thy Håndbold er vi stolte af at kunne tiltrække en kapacitet og et navn som Henrik Toft Hansen, og at en topspiller, der så sent som i januar vandt EM-medaljer med Danmark, vælger vores klub, er i den grad en kvalitetsstempling af Mors-Thy Håndbold, siger salgsdirektør HP Madsen i en pressemeddelelse.
Siden starten i Mors-Thy har Toft Hansen spillet i de følgende både danske og udenlandske klubber:
Aalborg Håndbold, AG København, Bjerringbro-Silkeborg, HSV Hamburg, SG Flensburg-Handewitt og PSG.
Derudover har han vundet OL-guld, VM-guld og EM-guld med landsholdet, mens han også er både tysk og fransk mester.
Mors-Thy nåede slutspillet i den forgangne sæson og sluttede som nummer seks.
Henrik Toft skriver sig nu på listen over danske stjernespillere, der vender hjem til den danske liga.
Mikkel Hansen starter i Aalborg om et par uger, mens Niklas Landin, Rasmus Lauge og Simon Hald ligeledes vender hjem til Danmark næste sommer.