Dynekongen har nu officielt fået sin vej i Gatten
Lars Larsens Vej blev mandag indviet i Gatten i Vesthimmerland, og dermed skifter Himmerland Golf & Spa Resort adresse til Lars Larsens Vej 1.
Centervej i Gatten, der huser Himmerland Golf & Spa Resort, tog i dag navneforandring til Lars Larsens Vej.
Det sker som hyldest til Lars Larsen, der afgik ved døden 19. august i år. Herefter besluttede Vesthimmerlands Kommune sig nemlig for at hylde Dynekongen ved at opkalde vejen ved Himmerland Golf & Spa Resort efter ham.
- Jeg er rigtig glad, stolt og taknemlig over, at vi i Vesthimmerland kan anerkende Lars Larsens mangeårige indsats i vores område ved at omdøbe Centervej i Gatten til Lars Larsens Vej. En passende gestus til en af landets største erhvervsledere nogensinde på et sted, der virkelig betød utrolig meget for ham, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (Venstre).
I 1987 blev Lars Larsen aktionær i golf-resortet, som han sidenhen blev ejer af. I dag er Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, bestyrelsesformand for Himmerland Golf & Spa Resort.
- Himmerland Golf & Spa Resort har altid været et vigtigt sted ikke bare for min far, men for hele vores familie. Derfor er vi også meget beærede over, at Vesthimmerland Kommune har besluttet at Centervej fremover skal hedde Lars Larsens Vej, sagde Jacob Brunsborg tilbage i oktober måned, da det blev offentliggjort, at Centervej skulle tage navneforandring.
Det var også med Lars Larsens stadige økonomiske opbakning i ryggen, at golfturneringen Made in Denmark kom op at stå i 2014 og er blevet den store publikumssucces, som turneringen fortsat er.