Nanna skal synge til Handicap Grand Prix: - Jeg har øvet mig i tre år

Løgstør er vært for dette års Handicap Grand Prix, og Nanna og Springbrætbandet er næsten på hjemmebane.

Stemmebåndet er smurt og den glitrende palletkjole er kommet på.

34 årige Nanna Jensen er forsanger i Springbrætbandet. Og hun har i den grad gjort sig klar. 

For i dag skal hun spille til HGP. 

- Jeg glæder mig simpelthen så super meget, siger hun. 

HGP står for 'Handicap Grand Prix, og har været afholdt siden 1996. 

Sidste års vinder var BV2 Band fra Løgstør, og derfor er det også Løgstør, der i år lægger hus til den festlige begivenhed. 

Det betyder også, at Nanna og bandet næsten er på hjemmebane. Blandt de omkring 500 publikummer er flere familiemedlemmer og venner klar til at heppe.

Men også borgmesteren er at finde på tilskuerrækkerne. 

- Jeg har glædet mig afsindigt meget. Det er ikke kun en stor ting for Vesthimmerland og Løgstør i dag. Det er det for hele Nordjylland, siger Per Bach Laursen, der er borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Nanna Jensen og hendes korsanger Camilla Lund har sunget sammen i cirka 10 år.
Nanna Jensen og hendes korsanger Camilla Lund har sunget sammen i cirka 10 år.
Foto: Caroline Monin / TV2 Nord

Egne sange 

Nanna Jensen ved godt, at der skal noget til for at nå en topplacering til sangkonkurrencen. Så det er ikke kun på kjolen, Nanna glimter og glitrer. Det gør hun i den grad også i ansigtet, der har fået et godt lag glimmerstøv. 

- Man skal gøre noget ud af sig selv på sådan en dag. Det er jo ikke hver dag, man lige er til Melodi Grand Prix, siger Nanna Jensen. 

Der er udtaget 12 bands fra Sjælland, Jylland og Fyn. På spillelisten er blandt andet; 'De spillende muldvarper, Sækken med hophoppere, men også det nordjyske bidrag, Springbrætbandet. 

Alle de deltagende bands har selv skullet skrive og komponere deres eget nummer. Nanna og bandet har spillet sammen siden 2014, men det er første gang, de spiller til HGP. 

De stiller op med sangen: 'But i had the music'

- Vores sang handler om mit liv, der ikke altid har været så nemt, fortæller Nanna Jensen. 

Flere af deltagerne til dette års HGP kommer langvejs fra.
Flere af deltagerne til dette års HGP kommer langvejs fra.
Foto: Caroline Monin / TV2 Nord

Nanna er langt fra nervøs i dag. For, som hun siger; Hun har altså prøvet at synge før. 

Men bare det, at hun tør at stille sig op på en scene, bliver i høj grad beundret af borgmesteren. 

- Jeg har ikke altid selv været så vild med at stå på en scene. Man skal kæmpe for at have mod til at gøre det, og det skal den her gruppe af mennesker også have lov til at opleve, og det gør de i dag, siger Per Bach Laursen. 

Medlemmerne af springbrætbandet kommer fra social- og aktivitetstilbuddet Springbrættet og Trampolinen i Brønderselv. Hver tirsdag bliver brugt i musiklokalet. 

Noget tyder på, at alle øvetimerne har båret frugt. 

For selvom det langt fra handler om at vinde, men i stedet om at være med, så spillede det nordjyske band sig til en flot tredjeplads til dette års HGP. 

Og vinderen blev Hitpatruljen fra Skanderborg. Mød de glade vindere her lige efter sejren.


Seneste nyt

fra Nordjylland