Nej til højhus i Aars vækker vrede: - Det er uambitiøst og bagstræberisk
Foto: Illustration fra Udviklingsselskabet Abildo
Et flertal i byrådet i Vesthimmerlands Kommune siger nej til boligbyggeri i Aars etager i Aars.
Det er uambitiøst og bagstræberisk, når et byrådsflertal i Vesthimmerlands Kommune siger nej til et højhus i Aars, mener socialdemokrat Uffe Bro.
Det er på Himmerlandsgade 33 i Aars, at udviklingsselskabet Abildo gerne vil bygge det, de kalder Per Kirkeby Huset. Her skulle ligge 70 lejligheder i otte etager. Det ville pynte på Aars, mener socialdemokrat og byrådsmedlem Uffe Bro.
- Det ville have givet et andet og mere moderne udtryk end det, man har i dag, når man kører igennem Aars. Her kom der noget storladent ind over det, og det synes jeg godt, man kunne bruge. Aars kunne få en skyline, siger Uffe Bro.
Aars er en gammel stationsby og har det præg. Hvis man gerne vil videre, så bør man nok prøve at komme lidt videre end at bevare det præg.
Uffe Bro, Byrådsmedlem, Vesthimmerlands Kommune (Socialdemokratiet)
I dag siger kommuneplanen, at man må bygge i 16 meters høje i Aars. Det nye byggeri ville blive 30 meter højt. 14 medlemmer af byrådet på tværs af partiskel stemte imod projektet. Ninni Lohdal Gjessing mener, at byggeriet er alt for voldsomt i forhold til byggeriets nabo, Vesthimmerlands Museum.
- 30 meter er helt vildt højt. Den her gamle museumsbygning ville ligge meget lavt i forhold til et højt højhus. I Aars har vi mange fine ting af Per Kirkeby, men det bliver ikke kunst af Per Kirkeby, fordi man kalder noget Per Kirkeby Huset, siger Ninni Lodahl Gjessing, der stemte imod forslaget.
Over vandmelonerne foran Rema 1000 i Aars ville de fleste af dem, TV2 Nord talte med fredag, gerne have haft højhuset.
- Vi har snakket meget om det derhjemme, og vi synes, det er smålighed, at man ikke kan se en fremtid i, at vi skal have noget, der kan få vores øjne til at kigge opad, siger Bodil Schjødt Damgaard.
Byrådet vedtog, at man vil tillade en byggehøjde i 20 meter - altså ti meter lavere end det udviklingsselskabet har søgt om. Selskabet vil ikke skære etager af huset, og dermed ser projektet ud til at falde til jorden. Uffe Bro mener, at hans byrådskolleger helt bogstaveligt trænger til at tænke stort.
- Jeg synes, det er lidt bagstræberisk. Jeg synes ikke, det er visionært (at forkaste forslaget, red.) Jeg synes, at vi har et visionært projekt her, som kunne virke fremad. Aars er en gammel stationsby og har det præg. Hvis man gerne vil videre, så bør man nok prøve at komme lidt videre end at bevare det præg, siger Uffe Bro.
Direktøren for udviklingselskabet, Abildo Jørn Abildgård, siger i dag til TV2 Nord, at højhuset i Aars er lagt i graven. Til gengæld har to andre nordjyske kommune vist interesse for projektet. Han vil dog ikke sige hvilke.