Trods massiv modstand: Det bliver et ja tak til vindmøller ved Gundersted Kirke

Der skal være fart på den grønne energi, og blandt andet derfor har indenrigs- og boligministeren besluttet at ophæve indsigelse mod forslag om seks vindmøller ved Bjørnstrup.

- Planlægningen af vindmøller og solceller skal have mere fart på, og derfor mener jeg, at vi skal se på, hvordan vi fremadrettet kan gøre processen mere ensartet og gennemskuelig i forhold til Stiftsøvrighedernes indsigelsesret, så vi undgår, at grønne projekter bliver unødigt forsinkede, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Udtalelser kommer nu, da ministeren netop har besluttet ophæve Viborg Stiftsøvrigheds indsigelse mod Vesthimmerlands Kommunes forslag om opstilling af seks vindmøller ved Bjørnstrup.

Klage fra kirke

Viborg Stiftsøvrighed fremsatte i august 2021 indsigelse mod Vesthimmerland Kommunes plangrundlag for opsætning af nye vindmøller i Bjørnstrup ved Gundersted Kirke. Viborg Stiftsøvrighed begrundede sin indsigelse med, at de planlagte vindmøller ville være i strid med den nationale interesse om at bevare kulturarv, og der har siden været løbende dialog med kommunen om planerne.

Da kommunen og stiftsøvrigheden ikke kunne nå til enighed, blev sagen indbragt for indenrigs- og boligministeren. Ministeren var i februar måned på besigtigelse i området for at høre parternes synspunkter og vurdere de planlagte vindmøllers påvirkning af kirken.

Kirke får ikke ret

Indenrigs- og boligministeren har nu afgjort sagen og finder ikke grundlag for at opretholde Viborg Stiftsøvrigheds indsigelse mod planforslaget.

Samtidig vil regeringen ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek nu arbejde for en ændring af kirkernes indsigelsesret.

Ingen negativ påvirkning for kirken

Ministeren fremhæver i afgørelsen, at vindmøllerne ikke vurderes at have en afgørende negativ påvirkning af Gundersted Kirkes kulturmiljøværdi, og der lægges i afgørelsen bl.a. vægt på afstanden mellem kirken og de planlagte vindmøller.

- Vindmøller spiller en helt central rolle i den grønne omstilling. Det er naturligvis vigtigt, at den grønne omstilling sker på en måde, der viser hensyn til naboer, natur og vores fælles kulturarv. Det mener jeg også er tilfældet her ved Gundersted Kirke, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Turbo på grøn omstilling

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen supplerer og mener, at Ruslands invasion af Ukraine slår fast med syvtommersøm, at der skal sættes turbo på den grønne omstilling, så Danmark hurtigst muligt kan gøres fri af den russiske gas.

- Jeg synes, at den konkrete sag med ophævelse af Viborg Stiftsøvrigheds indsigelse er et godt eksempel på, at vi får fjernet en barriere mod opstilling af vindmøller, siger Dan Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland