20-årige Joakim belønnet for at redde 49-årigs liv
Foto: Danske Beredskaber
20-årige Joakim Bové Winkler modtog i aftes Danske Beredskabers hædersbevis for at redde 49-årig mands liv.
Selvom det var mørkt og koldt, sprang Joakim i vandet og reddede 49-årig mand, der var faldet i Limfjorden, fra at drukne.
I aftes blev han hyldet og modtog hædersbevis fra Danske Beredskabaer, men tilbage midt i april var det stadig koldt udenfor, og vandet i Limfjorden var kun få grader varmt.
Alligevel tøvede Joakim Bové Winkler ikke et sekund, da hans kæreste ud på natten hørte én råbe om hjælp nede fra fjorden.
Selvom han lå og sov, sprang han op og løb ned af trapperne fra deres lejlighed på fjerde sal, mens kæresten ringede 112. Ude i det mørke vand spottede Joakim en skikkelse flyde rundt.
Han spottede en stor trappe i nærheden og gik i vandet fra den, så han undgik det store kuldechok ved at springe direkte i havnen.
- Når man står der og kigger på et menneske i nød, føles sekunderne meget lange, og jeg kunne ikke vente på, at beredskabet var fremme. Jeg har svømmet en del som barn og også taget førstehjælpskurser. Derfor havde jeg egentlig selvtillid nok til at gå i vandet efter ham – men jeg indrømmer gerne, at jeg var meget bange, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, siger han.
Cirka 50 meter fra havnekajen fik Joakim Bové Winkler fat i den 49-årige mand. Han trak ham ind til land med et godt greb i jakken og den bevidstløse mand liggende på ryggen i vandoverfladen.
Ved kajen hjalp en tililende nabo med at bjærge manden op ad vandet. Nordjyllands Beredskab ankom og ydede livreddende førstehjælp til manden, der overlevede og blev sendt med ambulance til hospitalet.
Den unge nordjydes heltemodige indsats havde en afgørende betydning for, at den 49-årige mand overlevede, fastslår Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab, der var indsatsleder under hændelsen.
- Der er ingen tvivl om, at den pågældende person formodentlig ville være drevet væk og gået under vand, hvis ikke Joakim havde reddet ham. Dermed redder han den pågældendes liv.
Efter hændelsen blev Joakim Bové Winkler kørt på hospitalet for at blive tilset efter den voldsomme nedkøling, hans krop havde været udsat for under redningsaktionen.
- Det var faktisk først i ambulancen, at det gik op for mig, hvad der var sket. Det føltes helt uvirkeligt, at jeg lige havde reddet en mands liv, siger han, efter han onsdag aften fik overrakt Danske Beredskabers Legats hædersbevis foran 400 tilhørere under Danske Beredskabers årsmøde i Odense Congress Center.