22-årig forsøgte at røve Rema: Smækkede brosten på disken og truede med at hente kniv
En ung mand er sigtet for forsøg på røveri, da han tidligt onsdag smækkede en brosten på disken foran personalet hos Rema 1000 i Jyllandsgade i Aalborg. Samtidig truede han med at hente en kniv og komme tilbage, hvis ikke personalet med det samme gav ham nogle cigaretter. Foto: Sophie Schou Jensen
En ung mand er sigtet for forsøg på røveri, da han tidligt onsdag smækkede en brosten på disken foran personalet hos Rema 1000 i Jyllandsgade i Aalborg. Samtidig truede han med at hente en kniv og komme tilbage, hvis ikke personalet med det samme gav ham nogle cigaretter.
Røveriforsøget skete bare to timer efter, den unge mand blev løsladt fra politigården i Aalborg. Det vil sige lige akkurat på den modsatte side af Jyllandsgade, hvor Rema 1000 ligger.
Politiet kunne da også ret hurtigt anholde den 22-årige mand, efter personalet havde slået alarm.
Den unge mand blev natten til onsdag anholdt ved Lindholm Brygge, hvor han i beruset tilstand tilsyneladende opførte sig på en sådan måde, at folk i området følte sig nødsaget til at ringe efter politiet. Og da den 22-årige i forbindelse med, at politiet kom til stedet, så slog ud efter ordensmagten, ja, så blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han tilbragte følgelig natten i detentionen, da han i forbindelse med anholdelsen var beruset.
Da han kort efter klokken 6 onsdag morgen blev løsladt fra Nordjylland Politis hovedkontor i Jyllandsgade i Aalborg, da gik han mere eller mindre direkte i retning mod supermarkedet Rema 1000, der ligger lige overfor politigården.
Her åbner man klokken 8, og personalet har i forbindelse med røveriforsøget bare ti minutter efter åbningen fortalt, at man havde observeret den unge mand stå og banke på ruderne et stykke tid før, forretningen åbnede.
Den 22-årige fik i forbindelse med røveriforsøget iøvrigt to pakker cigaretter med sig.
Vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser at den unge mand fremstilles i grundlovsforhør i løbet af onsdag med henblik på at få ham fængslet.