4-0 på 45 minutter: AaB udspiller Esbjerg i fantastisk hjemmesejr
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Efter 45 minutters spil var der absolut ingen tvivl om, hvem vinderen af dagens Superliga-kamp mellem AaB og Esbjerg ville blive.
AaB storsejrede søndag eftermiddag mod Esbjerg fB på hjemmebane. Med massive 4-0 på måltavlen efter dommer Peter Kjærsgaards sidste fløjt hentede nordjyderne sæsonens anden sejr hjem på fornemmeste vis.
Det var en formidabel 1. halvleg, der udgjorde grundlaget for den imponerende sejr. Efter en jævnbyrdig start med chancer i begge ender var det et straffespark i det 19. minut, der kickstartede AaB.
Her blev Mikkel Kauffmann nedlagt i feltet hvorefter Peter Kjærsgaard fløjtede resolut mens han pegede på straffesparkspletten.
Målfest i Aalborg
Sparket blev eksekveret sikkert af anfører Lucas Andersen og så var hjemmeholdet ligesom igang.
1-0-føringen blev fordoblet efter 31 minutters spil da Frederik Børsting passerede Jeppe Højbjerg og blot to minutter senere kunne Mikkel Kauffmann, der jo spillede en hovedrolle i strappesparksmålet til 1-0, udbygge føringen til 3-0.
Esbjerg var altså spillet helt ned under gulvbrædderne og hvis John Lammers havde tænkt, at holdet efter 3-0-målet skulle få ro over kampen inden der blev fløjtet til pause, lykkedes missionen i hvert fald ikke.
Inde i dommerens tillægstid i slutningen af halvlegen var anfører Lucas Andersen nemlig på plads igen. Denne gang omsatte han effektivt en kontrabold til mål - 4-0 ved pausen.
Kauffmann i hovedrolle
Efter pausen faldt kampen, helt forventeligt, i intensitet, men AaB - og i særdeleshed Mikkel Kauffmann - pressede på for at få sækken med Esbjerg ikke bare snørret, men også sikret med et af de helt avancerede spejderknob.
Kauffmann var nemlig overbevist om, at han efter 59 minutters spil blev snydt for et straffespark, men i stedet modtog han et gult kort for film.
Et kvarter senere var samme Kauffmann på pletten i Esbjerg-feltet efter at AaB havde gennemspillet Esbjerg-rækkerne igen, igen, igen, men det sidste manglede og Jeppe Højbjerg kunne noteres for en redning.
Derefter var kræfterne hos den unge angriber, der for alvor er ved at spille sig ind i AaB-tilhængernes bevidsthed, opbrugt og den 18-årige Hjørring-dreng blev klappet af banen mens Wessam Abou Ali løb ind på græsset til de sidste 15 minutter af kampen.
Og det var vel og mærke 15 minutter, der ikke bød på ret meget andet end venten på at dommer Peter Kjærsgaard fløjtede af - og så stående ovationer til et AaB-hold, som efter en mildest talt usikker start på Superliga-sæsonen endelig viste hjemmepublikummet, at der gemmer sig kvalitet i det unge hold.
Gense livedækning
Herunder kan du genopleve TV2 Nords liveblog fra kampen mellem AaB og Esbjerg fB og blandt meget andet se den tifo AaB-tilhængerne havde lavet op til dagens kamp som en hyldest til nypensionerede Poul Erik Andreasen, der var manden bag AaB's første mesterskab.
Henter liveblog indlæg…
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørgsmål
Svar
Spørgsmål
Svar