Seneste nyt

fra Nordjylland

AaB-fans kastede med kanonslag på vej til stadion

Det er ikke blot AaBs spillere, der er tændte forinden aftenens topbrag mod SønderjyskE. Det er fansene i dén grad også.

Lørdag eftermiddag gik 250 fans i en såkaldt 'fanmarch' fra området ved Jomfru Ane Gade, og det var muligvis efter indtaget af lidt for mange våde varer.

I hvert fald tændte flere af fansene kanonslag, som de kastede rundt omkring sig.

- Vi havde vores operative efterforskere til at gå med i marchen, og mon ikke de har observeret noget, der kan kaste sigtelser af sig, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Lau Larsen.

Marchen gik ifølge vagtchefen fra Aalborgs forlystelsesgade, ned ad Kastetvej og Badehusvej og videre ud på stadion.

- Vi sørgede for, at trafikken kunne glide nogenlunde undervejs, for 250 mennesker fylder en del. Så det gav trafikale udfordringer på de to veje, fortæller Lau Larsen.

Optoget med de lidt for tændte fans nåede frem til stadion ved 15.30-tiden, oplyser vagtchefen.

Kampen mod SønderjyskE blev fløjtet i gang lørdag klokken 16.30.