AaB har fundet erstatning til målet
Foto: Javier Soriano, Scanpix
Arkivfoto. Tamati Williams i 2014, da han spillede for Auckland City.
Kort tid efter salget af Nicolai Larsen er bekræftet, har AaB fundet en målmandserstatning i 33-årige Tamati Williams fra hollandske RKC Waalwijk.
AaB har netop skrevet kontrakt for resten af kalenderåret 2017 med den 33-årige Tamati Williams fra hollandske RKC Waalwijk. Han skal agere som reservemålmand for Jacob Rinne.
- Michael Lansings rygskade og salget af Nicolai Larsen har betydet, at vi inden for relativ kort tid har skulle finde en kvalificeret back-up til Jacob Rinne, og det er heldigvis faldet på plads med aftalen med Tamati Williams, siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.
Tamati Williams er oprindeligt fra New Zealand, men har hollandsk pas og er noteret for 45 officielle kampe for RKC Waalwijk. Han har også nået at spille én A-landskamp for New Zealand.
- Tamati er bevidst om, at han først og fremmest er tilknyttet som reserve, men han er også selv meget målrettet omkring med professionalisme og sin rutine at bidrage positivt til vores træningsmiljø, siger Allan Gaarde.
AaB har haft travlt i det nuværende transfervindue med salg og køb af flere spillere, men Allan Gaarde erklærer det nu for lukket.
- Med mindre der sker noget meget overraskende i de kommende timer, så er vi der, hvor vi skal være. Vi er lykkedes med at tiltrække en række førsteprioriterer i alle tre kæder, og vi mener alt i alt, at vores trup er blevet styrket og fremstår absolut konkurrencedygtig, siger han.
På grund af hans hollandske pas er Tamati Williams spilleberettiget for AaB med det samme.
Næste kamp for AaB er på udebane mod Viborg F.F. i pokalturneringen den 7. september.