AaB henter forsvarsspiller i Viborg FF

AaB har med øjeblikkelig virkning hentet forstærkning i Viborg, hvor Kristoffer Pallesen er købt fri af sin kontrakt.

27-årige Kristoffer Pallesen har de seneste fire sæsoner trukket Viborg FFs grønne trøje over hovedet. Den bliver med omgående virkning skiftet ud med AaBs hvid- og rødstribede, da højrebacken har skrevet en 3-årig kontrakt med AaB. 

- Særligt i sidste sæson fremstod Kristoffer Pallesen som en af Alka Superligaens bedste på sin position, og vi er meget tilfredse med at have opnået en aftale med ham og Viborg F.F. om et skifte. Vi ser Kristoffer som en stærk signing for vores hold og trup såvel på som uden for banen, og vi glæder os til at nyde godt af hans kvaliteter, hvor ikke mindst hans indstilling og hans drev fremad banen er velkendte faktorer, der kan være med til at styrke os, siger Allan Gaarde. 

Kristoffer Pallesen selv ser i sær frem til at blive en del af AaBs måde at spille fodbold på. 

- Omkring spilfilosofi har jeg i flere sæsoner bemærket, at AaB altid ynder at levere et offensivt udtryk, hvor ikke mindst dygtige spillere som Henrik Dalsgaard, Patrick Kristensen og senest Joakim Mæhle på min foretrukne position på banen er blevet sat flot i scene, men jeg kommer også til AaB med fuld respekt for, at der er en sund konkurrencesituation på hver plads, og jeg er bevidst om, at der ikke er noget, der kommer af sig selv, siger Kristoffer Pallesen.

Med tilgangen af Kristoffer Pallesen begynder AaBs trup til sæsonen 2017/2018 i AlkA Superligaen at tage form. Men i følge Allan Gaarde er der mere på vej. 

- Som vi tidligere har meldt ud, så forsøger vi til stadighed at tilføre vores i forvejen talentfulde trup yderligere kvalitet og dermed også bredde, og Kristoffer Pallesen bliver ikke vores sidste tilgang i transfervinduet, fastslår Allan Gaarde.  

Kristoffer Pallesen får tildelt trøje nummer 6. 


Seneste nyt

fra Nordjylland