Seneste nyt

fra Nordjylland

AaB henter ny målmand i Tyskland

For de danske fodboldfans er han nok ikke et stort navn, men AaB får alligevel en ny målmand, som har været i et par prominente klubber. 

Vincent Müller på 23 år har fået sin fodboldopdragelse i FC Köln, været to år i PSV og senest har han spillet for MSV Duisburg som første målmand.

- Vi har fulgt Vincent Müller igennem længere tid, og vi er glade for, at han har fundet det attraktivt at komme til AaB, fortæller sportsdirektør Ole Jan Kappmeier i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vincent er en meget komplet målmand, som er stærk én mod én, god både i luftspillet og med fødderne, og så er hans mentalitet også en styrke, og hans tilgang vil klart forbedre vores konkurrence på målmandspositionen, siger Ole Jan Kappmeier. 

God klub med stor historie

I denne sæson har AaB brugt både Josip Posavec og Rody de Boer, men ingen af dem har altså overbevist klubben fuldstændigt. Så nu er der ny konkurrence mellem stængerne på Aalborg Portland Park. Vincent Müller kommer til på fri transfer.

- Jeg glæder mig meget over at skifte til AaB. Det er en klub med gode faciliteter, en stor historie og masser af fans, så da jeg hørte om interessen, behøvede jeg ikke at overveje det to gange. Mit første indtryk af byen er også meget positivt, så det er rigtig dejligt, at aftalen med AaB er faldet på plads, fortæller Vincent Müller. 

Han har allerede fået sig en god snak med en mangeårig AaB-træner.

- Poul (Buus, AaB’s målmandstræner, red.) har allerede introduceret mig for sin træning. Jeg er sikker på, at jeg bliver en del af et stærkt målmandsteam, hvor vi alle kæmper om pladsen og for at udvikle os hver dag, så vi sammen med resten af holdet i første omgang kan være med til at finde stabilitet i Superligaen for dernæst at kunne tage næste skridt, fortæller den nye målmand. 

Müller karakteriserer sig selv som en målmand, der er god i en-mod-en-spillet med gode reflekser og et godt spil med fødderne.