AaB videre til semifinalen trods nederlag

AaB er klar til semifinalen i pokalturneringen.

Hvis man ikke kender meget til fodbold, så kunne det umiddelbart godt se forkert ud, da AaB-spillerne torsdag jublede efter at have tabt med 1-0 til Viborg FF. 

Men der var skam en mening med galskaben. 

For da slutfløjtet lød, havde aalborgenserne nemlig sikrede sig en billet til pokalturneringens semifinale på trods af, at hjemmeholdet vandt kampen, fordi man i den første kvartfinalekamp vandt med 2-0 hjemme i Aalborg. 

Dermed endte dobbeltopgøret samlet 2-1 i AaB's favør.

Godt fra start 

Torsdag skulle AaB igen i aktion efter 4-0-sejren søndag over Horsens. 

Denne gang var det dog ikke i Superliga-regi, at nordjyderne mødte op i Viborg. I stedet var det pokalturneringens kvartfinale, der skulle afgøres. 

AaB vandt den første kamp hjemme med 2-0, og derfor kunne aalborgenserne faktisk tillade sig at tabe returopgøret og stadig gå videre. 

Det var dog ikke ligefrem den attitude, man valgte at komme ud med. I stedet kom AaB-spillerne godt fra start med gode muligheder og noget af det spil, som havde fungeret godt for klubben i søndagens sejr. 

Dog var det hjemmeholdet, der kort før pausen formåede at få scoret kampens første mål. Det var Anton Gaaei, der lossede bolden i mål, og bragte Viborg foran med 1-0, hvilket pludselig gjorde kampen noget mere spændende. 

Selvom der ikke kom flere mål i opgøret, så kom begge hold frem til flere store chancer, og hjemmeholdet gav især til sidst aalborgenserne sved på panden. 

For fik man scoret til 2-0 skulle kampen ud i forlænget spilletid og eventuel straffesparkskonkurrence. 

Sådan endte det dog ikke, for det lykkedes AaB-spillerne, at afholde midtjyderne fra at udbygge deres føring. Så selvom nordjyderne ikke fik scoret et eneste mål og endte med at tabe kampen med 1-0, så var det altså aalborgenserne, som gik videre i pokalturneringen. 

Ud over AaB har FC Nordsjælland også sikret sig en plads i semifinalen, mens de resterende to klubber findes i løbet af torsdagen.

Der vil blive trukket lod senere torsdag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland