Aalborg Håndbold taber årets sidste Champions League-opgør

Det blev til en kedelig sidste plads til Aalborg Håndbold i dette års Champions League.

Aalborg Håndbold spillede søndag aften mod Flensburg-Handewitt i Champions League. Kampen var Aalborg Håndbolds sidste optræden i Champions League i år, da de ikke formåede at gå videre fra gruppespillet. 

Det blev heller ikke til point mod den tyske storklub. Aalborg Håndbold forlod banen i Gigantium med et nederlag på 24-31. 

Status efter Champions Leage deltagelser bliver derfor til bare fem point for 14 kampe. Det var altså ikke nok for Aalborg Håndbold. De fem point placerer de rødblusede aalborgensere på sidstepladsen blandt de otte hold, de var i pulje med. 

- Man er aldrig glad for at blive sidst i en pulje, men vi vidste godt, da vi så den pulje, at vi skulle op på allerøverste hylde. Det synes jeg, vi har gjort rigtig flot i rigtig mange kampe, men vi må også bare erkende, at vi er oppe mod de allerbedste i verden, fortæller direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen. 

Det blev allerede i sidste runde gjort klart, at Aalborg Håndbold ikke kunne gå videre i Champions League, så nu er fokus flyttet for de forsvarende danske mestre. 

- Det er selvfølgelig den hjemlige liga nu. Nu er koncentrere vi os 100 procent om den. Lige nu ligger det til os selv, om vi skal have point med over i slutspillet, og får vi det, så har vi gode chancer for at komme med i medaljekampene, og det er selvfølgelig vores ambition, fortæller Jan Larsen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland