Aalborg Havn udvider: Multiterminal fordobles
Foto: Aalborg Havn
Aalborg havn udvider med 17.000 kvm.
Multiterminalen på Aalborg havn blev etableret i 2017. Efterspørgslen på kajnære arealer er stor, og det får nu Aalborg Havn til at fordoble terminalen.
Aftaler om om kajnær, befæstet opbevaringskapacitet hitter hos Aalborg Havn, der tilbage i 2017 reagerede på netop den efterspørgsel med etableringen af en 16.000 kvadratmeter stor multiterminal ved siden af containerterminalen. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.
Men efterspørgslen er steget - meget - og det får nu Aalborg Havn til at udvide. Det står klart efter, at Aalborg Havns bestyrelse har godkendt planerne om en udvidelse af multiterminalen på yderligere 17.000 kvadratmeter.
- Multiterminalen har været en rigtig stor succes fra dag ét, og siden er efterspørgslen på kajnære, befæstede arealer kun gået én vej. Det er rigtig positivt, og hos Aalborg Havn vil vi gerne imødekomme den efterspørgsel for at sikre endnu bedre rammer om vores kunders drift. Derfor udvider vi nu multiterminalen betragteligt, mens vi sideløbende arbejder på klargøringen af et nærliggende areal, der giver os mulighed for at udvide terminalen yderligere, hvis efterspørgslen fortsætter med at stige, forklarer commercial manager hos Aalborg Havn Logistik, Michael Rosenkilde Lind i pressemeddelelsen.
Bedre sammenspil med godsbanen
Med udvidelsen får jernbanesporet en central placering på multiterminalen. Netop derfor har man valgt at investere i jernbanesporet, der nu også skal have et rillespor.
- Rillespor gør det lettere at håndtere løst gods. Generelt kommer udvidelsen til at give os flere muligheder i forhold til godsbanen, da der for det første bliver meget mere plads til at håndtere jernbanegodset, og for det andet mulighed for at tilgå vognene fra begge sider, siger Rasmus Munk Kolind, der er commercial manager med ansvar for blandt andet godsbanen i Aalborg Havn Logistik, og fortsætter:
- Udviklingen hænger rigtig fint sammen med den øgede efterspørgsel, vi mærker på godsbanen. Godsmængderne er i vækst, og interessen for godsbanen er generelt stigende, så jeg tror på, at vi har et rigtig spændende 2020 i vente.