Aalborg Pirates henter 21-årig amerikaner
Foto: Jesper Lange
Arkivfoto
Aalborg Pirates har skrevet kontrakt med 21-årige Jack Walker fra næste sæson.
Aalborg Pirates løfter nu sløret for endnu en forstærkning. Når de går på isen i begyndelsen af august, er det med den 21-årige amerikaner Jack Walker på holdet.
Jack Walker kommer til Aalborg efter at have spillet i ECHL for Rapid City Rush. Han har desuden spillet for Victoria Royals i juniorligaen WHL.
- Jack Walker er en god skøjteløber med en god teknik, målnæse og et hurtigt håndledsskud. I WHL og ECHL har han flere gange vist prøver på sit stærke skud og sin flotte teknik, hvilket vi glæder os til at se udfolde sig i Aalborg, lyder det fra sportschef Ronny Larsen.
Sportschefen beskriver Jack Walker som ”en sulten spiller, der kommer til Europa for at vinde titler”.
- Hans ankomst til Europa vil nogen mene er for tidlig, da talentet er til meget mere. Jack derimod er opsat på en europæisk karriere, og vi er stolte af at kunne tiltrække ham til klubben, siger Ronny Larsen.
Han tilslutter sig truppen i begyndelsen af august, og indtil videre har han skrevet kontrakt for et år med Aalborg Pirates.