Aalborgenser vinder 3,5 million: - En god kur mod tømmermænd

En mand fra Aalborg vandt lørdag en stor milliongevinst efter at have ramt 7 rigtige i Lotto. Da han fortalte det til sin kone, forsvandt hendes tømmermænd pludseligt.

Panodil, væske og salt. 

Det plejer at være kuren mod tømmermænd. Dog formåede en mand fra Aalborg at kurere sin kones tømmermænd meget mere effektivt.

Lørdag aften tjekkede manden nemlig sin lottokupon og opdagede til sin store overraskelse, at han havde vundet en gevinst på 3.500.000 kroner. 

I første omgang havde han ingen at fejre den store begivenhed med, da konen var sendt i byen til en fest. Derfor ventede han i spænding på, at hun skulle vågne næste dag, hvor han ville give hende nyheden. 

Fik det pludselig bedre

- Min kone lå på sofaen næste dag, og hun var ikke helt på toppen efter festen. Jeg sagde, at jeg havde noget stort, jeg skulle fortælle hende. Da hun fandt ud af, at vi havde vundet 3.500.000 kroner, skal jeg lige love for, at hun fik det bedre. En milliongevinst er en god kur mod tømmermænd, griner den heldige aalborgenser.

Udover at fejre det med en flaske champagne under en ferie i ægteparrets sommerhus, har vinderen endnu ikke brugt meget af gevinsten. Men den store gevinst har sat gang i mange tanker.

- Det gør selvfølgelig tilværelsen meget nemmere på en række områder, når man vinder så mange penge. Jeg er tæt på pensionsalderen. Nu overvejer jeg da, om jeg skulle gå på pension med det samme eller måske gå på nedsat tid, så jeg kan nyde dagene lidt mere. Mange ting kan blive nemmere i resten af mit arbejdsliv. Men vi venter med at tage beslutningen, indtil vi har snakket med rådgiveren fra Danske Spil om vores muligheder. Så det er ikke sådan, at jeg har været inde og give min chef en opsigelse - endnu, ler manden.

En dejlig fornemmelse

En ting er dog helt sikkert for lottovinderen. Gevinsten skal bruges til at få set verden. Og ikke alene. 

- Vi har altid rejst meget i løbet af årene. Vi skal helt sikkert afsted til foråret, selvom detaljerne ikke er på plads endnu. Måske bliver det en tur til Californien eller et smut til Rom. Vi havde lovet min søn, at vi ville finde penge til, at han kunne komme afsted på en rejse med nogle af sine venner. Det løfte er pludseligt blevet ti gange nemmere at holde. Det er en rigtig dejlig fornemmelse, slutter den nyslåede millionær.


Seneste nyt

fra Nordjylland