Årets Demenstiltag uddelt for første gang: - De er eksperter i at kigge efter små tegn hos demente
Foto: Privatfoto
DKDK´s formand Lone Vasegaard (yderst til venstre), praksisteam fra Aalborg Kommune og indstiller til Årets Demensinitiativ, Tinna Klingberg (yderst til højre).
Praksisteamet i Aalborg Kommune er de første modtagere af den nystiftede pris, som belønner særlige indsatser for demente og dem, der arbejder med området til daglig.
Kunsten at læse andre mennesker og derigennem fornemme deres behov kan være svær at lære.
Men med en helt ny metode er det lykkedes Praksisteamet fra Aalborg Kommune med stor succes - og derfor får teemaet nu som de første den nystiftede pris Årets Demensinitiativ.
De er dygtige til at observere borgerne og give tilbagemeldinger lige, mens tingene sker. At de giver feedback med det samme, hjælper personalet med at få øje på det gode i situationen.
Tinna Klingberg, udviklingskoordinator i Videnscenter for demens, Aalborg Kommune
- De er dygtige til at observere borgerne og give tilbagemeldinger lige, mens tingene sker. At de giver feedback med det samme, hjælper personalet med at få øje på det gode i situationen, fortæller udviklingskoordinator i Videnscenter for demens i Aalborg Kommune Tinna Klingberg, som har indstillet Praksisteamet - også kaldet Praksisnær Kompetenceudvikling - til prisen.
Prisen blev uddelt under DemensKoordinatorer i DanmarKs Årskursus. Den går til et initiativ, der er med til at gøre en forskel for borgere med demenssygdom, for deres pårørende eller for ansatte, der arbejder i demensomsorgen.
Pionerer i at lære fra sig
Aalborg Kommune er blandt de første kommuner til at benytte sig af den nye måde at lære fra sig på.
Tidligere har man i kommunen blot sendt plejehjems- og hjemmeplejemedarbejderne på traditionelt kursus, men for to år siden begyndte man at lade Praksisteamet undervise på det pågældende sted.
Og det giver en lang række fordele, fortæller Tinna Klingberg.
- Hvis man skal lære at arbejde med sig selv og andres følelser, skal du kunne mærke, hvornår en borger begynder at blive vred - du skal lære at aflæse de små tegn. Og her er Praksisteamet ikke teorinørder, men formår at lære medarbejderne, hvilke tegn de skal kigge efter, siger hun.
Praksisteamet består af fem faste medarbejdere, som nu bliver belønnet med den fornemme pris: Susan Gjerlev Christiansen, Lene Bak Grishauge, Bente Hjelm Rasmussen, Inge Marie Winther Bonderup og Marie Louise Lundquist Gram. De har derudover konsulent Mette Borresen tilknyttet gruppen.
Teamet bliver typisk sendt ud til plejehjem, hvor personalet har udfordringer med en bestemt borger - og som søger gode råd til at hjælpe vedkommende bedst muligt.
Et forløb kan som regel vare op til en måned, hvor teamet besøger stedet flere gange om ugen, observerer og herefter rådgiver personalet.
Inspirerer andre kommuner
Aalborg Kommuner er som nævnt blandt de første kommuner i Danmark til at benytte sig af de nye læringsmetoder. Håber er da også, at andre kan lære af dem.
- De har taget et nyt initiativ, som både har effekt hjemme i deres egen kommune, men som også kan overføres til andre kommuner, fortæller formand for DemensKoordinatorer i DanmarK, Lone Vasegaard - og fortsætter med at uddele roser til teamet.
- Det er noget af det mest effektive kompetenceudvikling, jeg har set. Og med de her svære sager, som medarbejderne har, så giver det et bedre arbejdsmiljø, at der kommer nogle og anerkender det, de gør, siger hun.
Prisen for Årets Demenstiltag erstatter fra i år den tidligere pris Årets Demenskoordinator, der blev givet til en enkeltperson.
Vinderen modtager - ud over æren - en buket, et diplom og en gratis plads på DKDK´s Årskursus 2020.
Baggrund for indstilling til prisen
"Initiativet opstod som led i vores snakke om kompetenceudvikling. Hvordan kompetenceudvikler vi bedst? Hvilke metoder vil være mest effektive? Vores oplevelse af, at der var mange mangler ved at sende personale på kursus.
Nogle kommer ikke afsted, luften går af ballonen, efter hverdagen sætter ind. Der er vikarer i afdelingen, medens medarbejderne sendes af sted.
Viden skal bredes ud mellem kollegaer der ikke har været afsted endnu. Kurserne er ikke altid om den enkelte borger, men om teorien om borgergrupper. Hvad med gammeldags mesterlære? Kan det bruges? Herefter begyndte udviklingen af initiativet.”
Tinna Klingberg, indstiller til Årets Demensinitiativ, udviklingskoordinator i Videnscenter for demens, Aalborg Kommune