Bæredygtigt julemarked: - Julen behøver ikke at være rent forbrug
Foto: Emil Nordkvist Johansson
Unge fra Danmarks Naturfredningsforening satte i weekenden fokus på en bæredygtig jul.
Julen varer længe, koster mange penge, lyder devicen i en kendt julesang. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være - altså det med pengene i hvert fald.
I weekenden forsøgte ungeafdelingen i Danmarks Naturfredningsforening i Aalborg nemlig at skabe et alternativ til den dyre jul.
Her kunne man komme med tøj og ting, man ikke længere bruger, og bytte til nyt, som andre havde medbragt - ganske gratis. Arrangementet holdes tre gange om året.
- Vi kan godt lide at holde det til jul, fordi er meget forbrug lige præcis i den tid, og vi bruger mange penge.
- Vi tænker samtidig meget på klimaet og naturen, så vi kunne godt tænke os, at vi var lidt mere klar over, hvor meget vi egentlig bruger. Julen behøver ikke at være rent forbrug, siger Hanne Larsen, tovholder på åres julemarked arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening Ung i Aalborg.
Arrangementet fandt sted søndag i Kedelhallen i Nordkraft. De ting, som blev medbragt og ikke taget med af nye ejere, bliver leveret til en genbrugsforretning.
- Det vi godt kan lide ved byttemarkedet er, at du kommer med nogle ting, du ikke kan bruge, og så kan du tage noget nyt med, og man kan reelt set finde en gave. Og så kan vi godt lide, at der ikke er så meget forbrug, og man skal ikke ud og bruge en masse penge på tøj eller andet, som man kan finde her, siger Hanne Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening Ung.