Børn fra økonomisk trængte familier får deres juleønsker opfyldt

22 forretninger og spisesteder i Aalborg midtby sørger for at sælge "juleønsker" til kunderne, som bliver givet videre til børn i familier, der modtager julehjælp.

I butikkerne i Aalborg Midtby kan man lige nu finde en masse ønsker fra lokale børn, der har det svært i julen, og hvis familier modtager julehjælp. Ønskerne kan de handlende opfylde ved at give et beløb i butikkerne.

Projektet hedder Juleglæde, og de handlende i Aalborg har taget rigtig godt imod det.

- Jeg synes jo, det er en succes. Selvfølgelig synes jeg det, når 90 børn får en julegave, og når vi formår, at kunderne kan opfylde et ønske lokalt i deres fysiske butikker. Det var vores mål, og det synes jeg, vi har nået, siger medstifter af virksomheden Yodaway, Kian Floor Ulriksen, der er koordinator af projekt Juleglæde.

Projekt Juleglæde

Konceptet handler om at samle penge ind til julegaver til børn fra økonomisk trængte familier. 

Børnene har selv udvalgt julegaven fra Fætter BR, og det er dem, handlende har mulighed for at købe til dem. Gaverne koster 200 kroner stykket. 

Projekt Juleglæde er et samarbejde mellem Julehjælpen, Aalborg midtbys butikker og spisesteder og Aalborg Universitet.  

Julegaverne uddeles til børnene den 22. december, når familierne modtager julehjælp. 

Det mærkes også på Restaurant MEAT. Bare i løbet af formiddagen har de allerede solgt to juleønsker – og der er ikke mange tilbage.

- Jeg har lige været nede og hente flere gaver, fordi vi simpelthen fik solgt eller givet dem alle sammen. Vi har måttet udvide gavesortimentet herinde, så det går over forventning, må man sige, fortæller Niclas Jensen, medindehaver og chef for Restaurant MEAT.

Det er sjovere at komme på arbejde

Mens mange er i gang med at spise brunch eller frokost i restauranten kommer Camilla Bech op til baren. Baren er fyldt med legetøj fra Fætter BR med flote gavebånd, og det er lige nøjagtig de gaver, som kunderne kan være med til at give. Camilla Bech har hørt om projektet, og vil gerne købe en gave. Hun har nemlig selv to små drenge, og hun vil gerne hjælpe andre børn, der ikke har det helt så let som hendes egne.

- Jeg synes egentlig, at det var meget sjovt, at man selv kunne udvælge et tilfældigt barn, og at børnene selv har været inde over, hvad de ønskede sig. Så kan jeg give dem det, de ønsker sig allermest til jul, siger hun.

Og netop det at kunne give børn i økonomiske trængte familier en hjælpende hånd, betyder noget for restaurantindehaveren.

- Det giver mig glæde, at få lov til at være med i sådan et projekt. Det, gør det, at kommet på arbejde, sjovere.


Seneste nyt

fra Nordjylland