Bombetrussel afblæst - seddel var skoleopgave
Foto: Mette Kristensen
Bombetruslen mod Gl. Hasseris Skole var falsk alarm.
Nordjyllands Politi har netop besluttet af afblæse bombetruslen mod Gl. Hasseris Skole. Seddel med bombetrussel var en skoleopgave.
Bombetrussel på Gl. Hasseris Skole var falsk alarm. Det kan politiet konstatere efter massiv udrykning med bombehunde og bomberydder på skolen.
Politiets efterforskning viste hurtigt, at der ikke var en tale om en reel trussel mod skolen. Der var tale en seddel, der var formuleret i forbindelse med noget skolearbejde.
- I sådan en situation tager politiet ingen chancer. Vi tager altid sådan en melding alvorligt, fastslår vicepolitinspektør Ole Juul Schmidt, der fra Politigården i Aalborg koordinerede politiets operative indsats på skolen.
Vicepolitiinspektøren uddyber:
- Vi rykker ud til stedet med store styrker. Vi evakuerer skolen, og vi gennemgår hele skolen, grundigt - fordi vi vil være helt sikre på, at der ikke er alvor bag truslen, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt, der koordinerede politiets operative indsats på skolen.
I aften klokken 19.00 vil der være et møde med forældre og skolens ledelse samt Skoleforvaltningen Aalborg Kommune, hvorunder også repræsentanter fra politiet vil være til stede.
Politiet har ikke yderligere kommentarer til efterforskningen, der betragtes som afsluttet.