Brøndbyfan anmeldt for kvælertag på personale

Nordjyllands Politi har åbnet sag mod en Brøndbyfan efter gårsdagens topkamp.

Det var Brøndby IF, som løb med sejren, da de søndag aften slog AaB 3-1 på Aalborg Portland Park.

Ifølge Nordjyllands Politi blev højrisikokampen ellers afviklet i god ro og orden.

Men på udebaneafsnittet var der alligevel flere urolige episoder. Det bevidner videoen optaget af en AaB-fan herunder. 

En video optaget af en AaB-fan viser, hvordan flere Brøndbyfans lavede decideret hærværk mod Aalborg Portland Park. Privatvideo: Martin Møller.

Tyveri og kvælertag på personale

Ifølge flere personer har der også været en episode af så alvorlig karakter, at der er blevet lagt en anmeldelse om vold.

Nordjyllands Politi bekræfter den pågældende episode til Nordjyske:

- Vi har modtaget en anmeldelse desangående. Episoden førte til yderligere episoder efterfølgende, og de episoder efterforskes af vores operative efterforskning. 

AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum, oplyser til bold.dk, at boden bag udebanetribunen straks måtte lukkes efter det anmeldte håndgemæng, af hensyn til personalets sikkerhed.

- Det startede med, at der blev taget nogle ting, som der ikke blev betalt for, og det var det, som vores bodpersonale reagerede på, og så startede konfrontationen, siger direktøren til bold.dk.

Politiet efterforsker nu ifølge Nordjyske episoderne før og efter den voldelige episode, og undersøger blandt andet, om der er sat videoovervågning op ved boden på udebaneafsnittet, som man kan indhente bevismateriale fra. 

AaB missede chancen for at vinde bronzeguld ved søndagens opgør.
AaB missede chancen for at vinde bronzeguld ved søndagens opgør.
Foto: Mogens Jørgensen

Utilstedelig opførsel

Dagen derpå er AaB rystede.

- Vi vil ikke tolerere den form for utilstedelig opførsel, fastslår direktør Thomas Bælum til Nordjyske.

Han har personligt været i kontakt med nogle af de kontrollører, der befandt sig i området omkring udebaneafsnittet og forsikret sig, at der ikke er tale om flere voldelige episoder fra søndagens opgør.

- Spørgsmålet i sådan en situation er, om det var den generelle stemning på tribunen, eller om det var en enkelt mands idioti, der kom til udtryk, og det var det sidste, der var tilfældet, lyder det fra direktøren, som fortsætter:

- Det var en lille gruppe mennesker, der var tale om. Det er sjældent, at sådanne episoder finder sted på Aalborg Portland Park. 

Ifølge Nordjyske, har ledelsen hos Aalborg Portland Park siden hændelsen været i tæt kontakt med den udsatte person i udebaneafsnittet. Han er tilsyneladende okay.

AaB kalder personalet ind til en snak om, hvad man kan gøre for at undgå voldelige episoder i fremtiden.

Det er uvist, hvor mange personer, der var involveret i episoden, eller hvor anmeldelsen lander. 

- Hvad det hele ender med, det kan jeg simpelthen ikke sige på nuværende tidspunkt, understreger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov til Ekstra Bladet


Seneste nyt

fra Nordjylland