Brugte juletræer bliver til nye - direktør vil gøre en forskel

Nordjyderne har kunnet indlevere deres brugte juletræer hos den socioøkonomiske virksomhed Råt&Godt i Aalborg. Nu skal de træer forvandles til nye.

Juletræerne ligger stablet oven på hinanden, side om side og der er så mange af dem, at det er svært at få øje på andet, når man står bag virksomheden Råt&Godt i Aalborg. 

Der er mellem 6-700 træer, og det er virksomhedens stifter og direktør, Christian Helweg, der er idemageren bag det hele. 

Nordjyderne har kunnet indlevere deres brugte juletræer, som den socioøkonomiske virksomhed kan genanvende - og for hvert et indleveret træ vil virksomheden plante et nyt. 

- Så kan vi give lidt tilbage på den her måde: Der er blevet fældet et træ, som vi bruger - men vi vil gerne være med til at plante et nyt for at hjælpe vores miljø på sigt, siger Christian Helweg. 

Kommune skal fordobe skovareal

Hans idé er Aalborg Kommune med på. Kommunen har nemlig forpligtet sig til at fordoble skovarealet inden 2060. Det betyder, at der skal plantes 45 hektar træer om året. 

- Det er fint, at han gør det. Det er alle de små bække, der skal blive den store å, siger Lars Delfs Mortensen, der er skov- og landskabsingeniør i Aalborg Kommune. 

Ifølge skov- og landskabsingeniør i Aalborg Kommune Lars Delfs Mortensen gør de små ting en forskel.
Ifølge skov- og landskabsingeniør i Aalborg Kommune Lars Delfs Mortensen gør de små ting en forskel.
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord

Med den forpligtelse skal der plantes 200.000 træer om året alene i Aalborg Kommune, og man er godt i gang nord for Lundby Krat. Her er der plantet cirka halvanden hektar, og arbejdet fortsætter.

- Det er fantastisk - virkelig dejligt, siger Lars Delfs Mortensen. 

Det hjælper, hvis alle gør lidt

Virksomheden Råt&Godt vil gerne bidrage til, at flere træer kan blive plantet i håbet om at hjælpe klimaet. Og lige nu ser det ud til, at der er op mod 700 træer på vej til kommunen.

- Hvis vi bare kan bidrage en lille smule eller inspirere andre til at gøre noget for at løse klimaudfordringerne, gør det mig rigtig stolt, siger Christian Helweg. 

Ifølge Lars Delfs Mortensen kan virksomhedens bidrag være med til at gøre en forskel. 

- Det handler om, at vi alle sammen gør et eller andet - og hvis vi alle sammen gør lidt, når vi rigtig langt, siger Lars Delfs Mortensen. 

Se hele TV2 Nords historie her:


Seneste nyt

fra Nordjylland